DET ER ikke nemt at tåle kritik. Heller ikke, når den kommer fra samarbejdspartnere, der selv holder en høj standard, og som er én venligt stemt. Det kan Danmark tale med om. Regeringen havde svært ved at styre sin harme, da senest en svensk avis og tidligere Europarådets menneskerettighedskommissær kritiserede vores faldende respekt for menneskerettighederne på udlændingeområdet. Hvis kritikken rummede et krav om, hvordan vi skulle fortolke danmarkshistorien helt tilbage fra begyndelsen af forrige århundrede, er det nok ikke kun Dansk Folkeparti, der ville gå i baglås og afvise en utidig udenlandsk indblanding. Det er i det lys særlig glædeligt at konstatere, at det tyrkiske retsvæsen og justitsministerium ikke er gået nationalistisk i bro i anledning af, at den fremragende tyrkiske forfatter Orhan Pamuk i et avisinterview har mindet om, at et tidligere tyrkisk regime under Første Verdenskrig begik folkemord på omkring 1 million armeniere. Sagen er frafaldet med den begrundelse, at der ikke i denne sag er belæg for at bruge paragraf 301 i den tyrkiske grundlov, der taler om fornærmelser mod staten. Mange i EU fastholder med rette, at paragraffen burde afskaffes eller omformuleres for at undgå lignende misforståelser i fremtiden. Realiteten er da også, at der er andre i Tyrkiet end Pamuk, der trues af retssager, fordi de kommer med udtalelser, der andre steder blot ville blive betragtet som kontroversielle, men ikke ulovlige. EU FASTHOLDER sit liberale pres på Tyrkiet, og Tyrkiet bøjer sig for det. Det er glædeligt i sig selv, og det er ikke mindst glædeligt, fordi man ikke behøver at være tyrker for at føle, at EU's stålsatte reformvilje måske har nok så meget at gøre med at forhale optagelsesprocessen som med en helt kompromisløs kamp for menneskerettighederne. Hvor er principperne for eksempel henne i forhold til Rusland, der ikke bare fortsat vælter sig i statsterror i Tjetjenien, men også er på klar autoritær kurs på hjemmefronten? Men naturligvis; et kommende EU-land er noget andet, for slet ikke at tale om et nuværende. Var der nogen, der sagde Italien? Her står eksemplerne på, at Berlusconi bøjer både retsstatens og demokratiets spilleregler til egen fordel, i kø. EU-landenes tavshed har været larmende. Hvor længe endnu?