'Anders And og den gyldne hjelm' redder med nød og næppe hele kanonprojektet. Denne amerikanske tegneserie blev skabt af Carl Barks hjemme i Californien, langt fra Danmark og dansk kulturindflydelse. Der lavede mestertegneren ifølge kulturminister Brian Mikkelsens statsautoriserede kanon den vigtigste danske børnetegneserie. Synes De, at det er selvmodsigende, så er vi helt enige. Og vi er helt enige med litteraturudvalget, der affyrer det skud i børnekanonen, at Anders And i den intelligente barkske aftapning er et af de vigtigste og bedste bidrag til dansk børnekultur. Men det skud skyder også et uopretteligt hul i den nationalkonservative festballon, som hele projektet er udtryk for. Historien i 'Anders And og den gyldne hjelm' går på, at Anders som kustode på et arkæologisk museum falder over et kort, der viser, at vikingen Olaf den Grå nåede Nordamerikas ugæstfri klippekyster 100 år før, Erik den Rødes søn Leif den Lykkelige angiveligt fandt sit Vinland. Tilmed har han efterladt sig sin hjelm deroppe, og den, der finder den, vil være Amerikas retmæssige hersker. Anders og ungerne drager nu ud på et kapløb mod Olaf den Grås efterkommer og dennes lumske advokat. Hjelmen er sådan indrettet, at den, der får den på hovedet, straks gribes af umanerligt storhedsvanvid. Anders vil indrette regler og love for alt muligt og tænker f.eks. at tage en afgift, for hver gang nogen trækker vejret. Var det ikke for ungernes mellemkomst, ville han ikke være kommet ud af sin vildfarelse. Sådan gik det også med Brian Mikkelsens forsøg på at normalisere og forstørre betydningen af det danske i kulturen. Den kom ned på jorden igen, kun reddet af denne vidunderligt fortalte allegori over magt og civilisationens tynde hud, fra USA. Det er i grunden en ejendommelig mængde hegnspæle, der med kanonen skal sættes mellem det danske og det udanske. Noget af ugræsset er nu føget over hegnet, og tak for det. Det er jo kun i den kolossale udveksling med udenlandsk kultur, at det giver mening at tale om den danske. Det nationale slår også mindre sprækker hist og pist andre steder i listen over den danske kulturs vigtigste værker. F.eks. når Danmarks væsentligste bidrag til verdensarkitekturen står at finde på den modsatte side af kloden, i Sydney, og når væsentlige danske værker er skabt af franskmænd som Nicolas Henri Jardin og Jacques-François-Joseph Saly, henholdsvis Glorup Herregård og rytterstatuen på Amalienborg. Og i hvilken forstand er det 3.700 år gamle religiøse fragment Solvognen dansk? Med etiketten dansk er der begået et overgreb på mange af de værker, der er medbragt på listen. Det kan ikke være for kulturens skyld, at nationaliteten skal hæftes på den. For værkerne bliver ikke bedre af det; faktisk fjerner det fokus fra, hvad de bidrager med, deres egensindige kvaliteter. Hvis tanken er, at man efter kanonens opremsning skal tænke: Hold da op, hvor er Danmark fantastisk!, så har værkerne jo tabt. Den dannelsesmæssige rettesnor, der kan ligge i en kanon, er ellers en prægtig ting. Der er god forstand i at lave kanon for folkeskolen og gymnasiet. Kulturen er ikke givet en gang for alle, men må genopdages og generobres af hver generation. Det arbejde er selvfølgelig ikke gjort ved at registrere kulturens værker og opføre dem på lister, men det kan være et udmærket hjælpemiddel, en støtte for den formidling og senere diskussion og deltagelse, der holder kulturen i live i de næste generationer. Men det er slet ikke godt nok at holde en kanon inden for de danske grænser. I sin indledning til kanonudvalgenes arbejde må formand Jørn Lund slå knude på sin fornuft, da han hævder, at den danske kultur er så rigeligt influeret af udenlandsk kultur, at man derfor roligt kan »kaste sig over studiet af dansk kunst og kultur uden at frygte selvtilstrækkelighed eller isolationisme. Enhver nærmere beskæftigelse vil føre os ud i verden«. Hvorfor søren så ikke starte derude? Enhver fornuftig kanon bør jo kun indeholde det vigtigste: da Vinci, Shakespeare, Goethe, Dostojevskij, Astrid Lindgren, Beatles, og alt det andet, der i lighed med Carl Barks har formet vores bevidsthed. Det er altså svært i det lys at se kanonen som andet end fejringen af en kulturel selvtilstrækkelighed rettet mod indvandrernes kultur, som det slap ud af Brian Mikkelsens mund, og som han siden trak tilbage. Men hvis Politiken nu har så mange forbehold for projektet, hvorfor så bruge både forsiden i går og en hel Kultursektion i dag på det? Jo, vi mener, at det er vigtigt at dokumentere, hvad det handler om. Så kan læserne selv tage stilling og danne deres egen mening om selskabslegen, der fik kors og bånd og stjerner på. Og nu hvor Anders And på trods af risiko for overførsel af fjerkræinfluenza og på tværs af alle stramninger og hård kurs mod udlændinge er blevet givet permanent opholdstilladelse i landet, hvornår skal han så have familiesammenføring? Har vi i vort selvtilstrækkelige danske rige plads til ungerne, den utålelige Højben, gnieren Joakim og den uduelige, kronisk arbejdsløse fætter Vims?