OPPOSITIONENS store problem er ikke, at Socialdemokraterne afviser at gå sammen med Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om et fælles valgoplæg. Dét er nemlig i sig selv en tåbelig idé, der vil indskrænke den politiske debat til de samme få temaer, som statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) gentager i slagordsform i én uendelighed. Oppositionens problem er snarere, at Socialdemokraterne ikke har et selvstændigt valgoplæg, der udfordrer VK-regeringens politik - en passiv politik, der på kort sigt øger den sociale ulighed i Danmark og på længere sigt udhuler den forskning, som vi skal leve af i fremtiden. Kombinationen af en asocial økonomisk politik og en reaktionær offentlig investeringsstrategi burde ellers give Socialdemokraterne skyts til en modoffensiv. Men siden Helle Thorning-Schmidts tiltræden som formand i det gamle arbejderparti har overvejelserne desværre mest handlet om, hvor meget af VK-regeringens politik Socialdemokraterne bør overtage alene af taktiske hensyn. Heldigvis endte partitoppen med (foreløbig) ikke at overtage regeringens skattestop. I stedet for at sænke ambitionsniveauet yderligere ved at gå på kompromis med Det Radikale Venstre og SF, vil det dog også være mest frugtbart, hvis Socialdemokraterne skærpede profilen i kontrast til regeringen; og alle de andre oppositionspartier så i øvrigt gjorde det samme ud fra hver deres særlige værdigrundlag. Oppositionen vil utvivlsomt opnå den bredeste opbakning ved næste folketingsvalg ved at appellere til så mange vælgergrupper som overhovedet muligt. INGEN KAN reelt være i tvivl om, at Socialdemokraterne vil kunne nå til enighed om et regeringsgrundlag med de andre partier efter et folketingsvalg, der giver et parlamentarisk flertal til partierne uden om VKO-blokken. Selv på de mest kontroversielle områder, såsom indvandring, skat og folkeskolen, er afstanden mellem Socialdemokraterne og de radikale trods alt mindre end afstanden over til VKO-blokken. Derfor er det mildest talt for tidligt at bekymre sig om de mulige gnidninger mellem oppositionspartierne efter et valg, intet foreløbig tyder på, at oppositionen vil kunne vinde. Dansk politik har derfor ikke brug for flere kontrakter og tværpolitiske aftaler, men en aggressiv opposition, der tør angribe regeringen fra alle fløje.