REJSER KAN gøre det mest forunderlige ved folk. Nogle opdager, at Danmark ikke er verdens smørhul; andre erkender, at de sociale skel i verden stadig er afgrundsdybe, og at Danmark derfor bør påtage sig et større medansvar for den globale udvikling. Til den sidste gruppe hører statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) heldigvis. Efter sin ekspedition til Afrika i efteråret har Anders Fogh tydeligvis ændret holdning til behovet for udviklingsbistand. Da han tiltrådte som statsminister, var udviklingsbistand mildest talt ikke et højtprioriteret område - hvorfor budgetterne også straks blev skåret ned i tæt samarbejde med Dansk Folkeparti. I dag har Anders Fogh imidlertid fået øjnene op for, at afrikanerne ikke blot ligger, som de har redt. Derfor har han nu proklameret, at Danmark fremover skal give mindst 0,8 procent af BNI i udviklingsbistand - hvilket af de fleste opfattes som et fremskridt, da mange havde forventet, at VK-regeringen ville fortsætte den hidtidige nedskæringskurs. Realiteten er dog, at Danmark i dag giver relativt mindre i udviklingsbistand, end Nyrupregeringerne gjorde i 1990'erne. Ret beset er der derfor stadig ikke balance mellem statsministerens tale og handling: Selv om han nu betoner bekymringen for verdens tilstand stærkere i sin retorik, halter hans handlinger stadig efter den forrige regerings. Ikke desto mindre er der grund til at hilse statsministerens nye erkendelsesproces velkommen. At regeringen trods alt bevilger lidt mere i udviklingsbistand end de 0,7 procent af BNP, der er FN's målsætning, er bestemt positivt. UANSET HVILKE taktiske motiver regeringen har til at prioritere udviklingsbistanden lidt højere, end de fleste havde forventet - og Dansk Folkeparti ønsker - er det et vigtigt signal, at Danmark fortsat ligger i spidsen som et af de lande, der relativt bidrager mest til udviklingen af verdens allerfattigste lande. At statsministeren så samtidig betoner behovet for, at EU-landene skruer ned for landbrugsstøtten og åbner markederne for varer fra de fattigste lande, gør kun regeringens samlede udviklingspolitik mere helstøbt. For som statsministeren selv sagde i sin tale i sidste uge: »Det er nærmest hyklerisk at give ulandsbistand med den ene hånd og fastholde subsidier med den anden«. Heri har han evig ret, og regeringen bør derfor fastholdes på sine flotte ord, så Danmark begynder mere åbent og håndfast at kæmpe for, at EU-landene samlet set øger bistandsbevillingerne med den ene hånd og mindsker de milliardstore landbrugssubsidier med den anden hånd. Regeringens vigtigste bidrag i den videre udvikling af de fattigste lande er således at presse de andre EU-lande i samme retning som Danmark.