TILHÆNGERNE AF den besynderlige konstruktion med en statsstøttet folkekirke messer i disse dage det samme budskab igen og igen: Hvis folkekirken frigøres fra staten, vil menighederne ryge i totterne på hinanden, og derved vil kirken blive politiseret og efterfølgende fragmenteret i en myriade af små frikirkesamfund. Dette scenarie antages at være skræmmende, og argumentet forventes at stoppe enhver diskussion om folkekirkens fremtidige status. Men hvorfor ville det egentlig være så skræmmende, hvis alle landets folkekirkelige funktionærpræster skulle lære at klare sig selv - i konkurrence med såvel andre veletablerede trossamfund som alskens sekteriske bevægelser, vækkelsesprædikanter og nyreligiøse grupper? I dag fremstår det utroværdigt og meningsløst, når statsansatte kristne forkyndere, lige fra den venstreorienterede nørrebropræst Anne Braad til den formørkede tidehvervsmand Jesper Langballe, påstår at være knyttet sammen i et fællesskab. Det ville jo svare til, at alle medlemmer af Folketinget - fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti - skulle melde sig ind i det samme parti, alene fordi de er enige i principperne, der ligger til grund for det parlamentariske demokrati. KUN I ET SNÆVERT folkekirkeligt perspektiv kan det siges at være et tab, hvis medlemmerne i folkekirken delte sig efter anskuelse og præsterne blev tvunget til at motivere deres eksistensberettigelse. Når mere end fire ud af fem danskere er medlemmer af folkekirken, skyldes det ene og alene, at folkekirken efterhånden er blevet tandløs. Det er bemærkelsesværdigt, at det kan vække opsigt, når nogle få hundrede præster forsøger at aktualisere juleevangeliet med nutidige eksempler på fordrivelse af nødstedte. Hvis dét vitterlig er et skræmmeeksempel på politiseringen af folkekirken, er det mildest talt svært at tage folkekirkens forsvarere alvorligt. For så er det altså svært at se, at folkekirken overhovedet har en berettigelse. Det bedste argument for at bevare ordningen med en folkekirke er således, at den langsomt er ved at overflødiggøre sig selv. Ved at indkapsle alle kristne i den samme kirke har man formået at lægge en voldsom dæmper på religionens rolle i det offentlige rum. Der kan derfor fortsat være pragmatiske grunde til at fastholde ordningen. Men ideelt set bør alle holdninger, ideer og argumenter - også dem, der baserer sig på religion og metafysik - kunne ytres i et demokrati. Religiøse argumenter bør dog aldrig nyde forrang, og netop derfor bør statsstøtten og alle andre bånd til folkekirken løsnes. Lad bare de troende komme ud i det offentlige rum og diskutere åbent med os andre.