UMIDDELBART virker det socialt anstødeligt, at der hvert år udbetales milliarder af kroner i offentlig støtte til velfungerende middelklassefamilier, der sagtens kan klare sig selv, mens et stort mindretal af socialt og kulturelt udstødte borgere må stille sig tilfreds med en stadig dårligere behandling. Basalt set er det en uskik, at skattekroner blot omfordeles internt mellem middelklasseborgerne; fra venstre til højre hånd. Derfor bør det også være et selvstændigt formål med forårets velfærdsreformer at skærpe den sociale profil, så der fremover gives mere til folk i bunden af indkomstskalaen og mindst muligt til de velhavende i toppen. I takt med at danskerne i stor stil selv sparer op til deres otium - i form af fradragsberettigede pensionsopsparinger - er det således naturligt, at de mest velhavende får reduceret den kontante hjælp fra det offentlige til et absolut minimum. I fremtiden bør det grundlæggende princip være, at stat og kommuner ikke skal give økonomisk støtte til borgere, der knap kan mærke pengene, fordi deres konti allerede bugner. Men desværre har ledende politikere i snart mange år foregøglet vælgerne, at samfundsreformer kun kan gennemføres med et varsel på mindst en menneskealder. Selv små ændringer af efterlønnen er dermed blevet næsten lige så omstændelige at gennemføre som grundlovsændringer. I realiteten er det derfor vanskeligt at skrue ned for efterlønnen til de højtlønnede med de mange pensionsmillioner mod til gengæld at bevare ordningen for lavtlønnede og nedslidte. Som efterspillet til Velfærdskommissionen har vist, er debatten lige nu fastlåst i et kompromisløst enten-eller: Enten skal intet ændres, eller også skal efterlønnes fjernes helt. HELDIGVIS findes der også kloge hoveder, der tænker knap så firkantet. En gruppe samfundsforskere på Aalborg Universitet med professor Jørgen Goul Andersen i spidsen har udtænkt en ret enkel model, der på en og samme tid bevarer efterlønnen som en rettighed og begrænser de højtuddannedes tilskyndelse til at trække sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet. Manøvren går i al sin enkle tekniske kompleksitet ud på at trække private pensionsudbetalinger fra i efterlønnen. Dermed vil folk med store opsparinger (typisk de højtuddannede, der har tjent mest gennem et kortere arbejdsliv) ikke længere vinde noget ved at gå på efterløn, mens de lavtuddannede stadig vil kunne trække sig tidligt tilbage. Og da denne ordning allerede eksisterer for efterlønnere i alderen 60-62 år, ville der blot være tale om at udstrække gældende principper i efterlønsordningen. En så moderat - men alligevel ganske effektiv - ændring burde kunne vinde bred politisk opbakning i et ellers reformforskrækket Folketing.