DET ER ikke nyt, at regeringen på integrations- og indvandringsområdet er udstyret med et magisk ord, der med et slag lukker munden på det største oppositionsparti. Ordet er Stram. I disse dage overvejer Socialdemokraterne med sig selv, om de vil gøre det officielt, at regeringen har et andet ord med samme lammende effekt. Ordet er Stop. Stop som i skattestop. I weekendens løb har både Socialdemokraternes forhenværende og nuværende formand mere end antydet, at de vil tilslutte sig regeringens skattestop. Den kendsgerning, at både Velfærdskommissionen, store dele af erhvervslivet og den øvrige opposition i de seneste uger har bombarderet skattestoppet med saglige argumenter, gør ikke udviklingen mindre bemærkelsesværdig. Fremover skal det altså være sådan, at også størstedelen af omfordelings- og velfærdspolitikken skal under regeringens totale ideologiske kontrol. Hvis en socialdemokrat skulle driste sig til at lufte den tanke, at nye offentlige opgaver i nogle tilfælde kræver nye penge, at nogle arbejdsfrie gevinster måske burde beskattes, eller blot at en omlægning af skattebyrden her og der kunne tænkes at have en dynamisk effekt på vækst og beskæftigelse, så behøver regeringen fremover kun sige - Stop. Så vil Socialdemokraterne falde til ro og frafalde sit uhyrlige standpunkt. AT SOCIALDEMOKRATERNE dermed nærmest tvinger de radikale til at gå efter deres anden mulighed for indflydelse - et flertal efter næste valg sammen med Venstre og de konservative - fuldender kun billedet af en nærmest suicidaldemokratisk udvikling. Men hov. Vi glemte de tunge argumenter, der taler for, at Socialdemokraterne tilslutter sig hovedlinjen i regeringens politik siden 2001. De kommer her: Anders Fogh Rasmussen har formuleret et skattestop, der godt nok er både vilkårligt og skævt - det gavner for eksempel boligejere langt mere end andre skatteborgere - men som Socialdemokraterne har opgivet at forklare vælgerne, er vilkårligt og skævt. Samtidig viste sidste valgkamp, at Anders Fogh også er bedre til at udlægge socialdemokratiske forslag, end de selv er. Den eneste måde at undgå at blive trynet på er derfor at sige det samme som ham. I hvert fald på alle de områder, hvor Stram og Stop hersker. Det er lidt svært at tro, at dette er en vinderstrategi for Socialdemokraterne. Og hvis det er, kan det vel egentlig også være det samme.