MÅLT I FORHOLD til sine to forgængere har statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i sine første fire år ved magten udstillet en enestående mangel på politisk vovemod og strategisk lederskab. Mens både Poul Schlüter (K) og Poul Nyrup Rasmussen (S) turde træffe beslutninger med kontroversielle konsekvenser på kort sigt - såsom kartoffelkuren i 1986 og efterlønsreformen i 1998 - kryber Fogh i flyverskjul, hver gang nogen blot forsøger at hvirvle lidt støv op i debatten. Senest har statsministeren udstillet sin angst over for vælgernes dom i forbindelse med Velfærdskommissionens mange tiltrængte og provokerende reformforslag ved fuldstændig at afvise enhver åben debat. Fogh er så optaget af minutiøst at følge sin egen på forhånd nedskrevne drejebog, at han har mistet omverdensfornemmelsen for, hvad der sker i nuet. Hans selvkontrollerede perfektionisme forhindrer ham i at satse på brede og fremadrettede forlig, hvor resultatet ikke er givet på forhånd. Fogh vil være fuldstændig sikker på, hvor forhandlingerne ender, før han overhovedet tør kaste sig ud i et offentligt slagsmål. Her havde både Schlüter og Nyrup større format: De turde sætte deres autoritet på spil for at opnå resultater. DEN SELVPÅLAGTE passivitet er altså ikke et engangsfænomen. Anders Foghs strategiske svaghed kommer tværtimod til udtryk på mindst tre områder: Hans ophøjelse af skattestoppet til en ny form for grundlovsparagraf har reelt gjort alle vidtgående samfundsreformer umulige, samtidig med at det i sig selv skaber netop de ulighedseffekter, som Anders Fogh ellers hævder, at regeringen forsøger at bekæmpe. Hans floromvundne, men reelt uopfyldte løfter om at satse på universitetsforskning har sat samfundsudviklingen unødigt tilbage og hægtet Danmark af i den globale talentkonkurrence om kvikke hoveder. Hans faste alliance med Dansk Folkeparti har skabt en bekvem, men også meget beklemt stilstandslinje i dansk politik, der blokerer for bredtfavnende forlig. SKATTESTOPPET bygger i bund og grund på en manglende tiltro til egne overtalelsesevner. Selv om al snusfornuft og økonomisk sagkundskab tilsiger, at det danske skattesystem bør omlægges fra indkomstskat til bolig- og ressourcebeskatning, holder statsministeren stædigt fast i sit bureaukratiske skattestop; antagelig fordi han ikke stoler på sin egen og de øvrige ministres evne til at overbevise vælgerne om, at en skattereform ville være til gavn for alle borgere, da lavere skat på arbejde vil stimulere efterspørgslen efter lønarbejdere og dermed både mindske antallet af overførselsmodtagere og øge produktiviteten i Danmark. Men i stedet for at argumentere har Anders Fogh Rasmussen valgt at dække sig ind under et kreativt bogføringskneb, der eliminerer enhver fremadrettet debat. Samtidig fremstår det stadig mere paradoksalt, at Fogh på den ene side er begyndt at besynge den nordiske velfærdsmodel, men på den anden side ikke har format nok til at erkende, at intelligent skatteopkrævning nu engang er den afgørende forudsætning for at kunne finansiere en moderne, avanceret velfærdsstat. FORSKNING ER regeringens største undladelsessynd. Trods løfter om det modsatte er bevillingerne til forskning faldet i forhold til såvel tidligere som til vores nabolande. Siden Fogh tiltrådte som statsminister, er de offentlige investeringer i forskning faldet fra 0,83 procent af BNP i 1999 til 0,72 procent i år. I samme periode har Sverige øget investeringerne i forskning til 0,94 procent af BNP, mens USA er spurtet endnu længere foran og er nået op på 1,12 procent af BNP. Selv om Danmark i kroner og øre bruger flere penge på forskning, er realiteten, at vi sakker bagud i forhold til omverdenen. Konsekvensen heraf er lige så drastisk som Foghs manglende mod til at gennemføre velfærdsreformer. Hvor manglende velfærdsreformer øger de offentlige udgifter, fører de alt for fedtede forskningsinvesteringer til lavere indtægter. At Foghregeringen nedprioriterer forskningen, bliver heller ikke mindre absurd af, at statskassen svulmer i disse år; takket være bl.a. nordsøolien og uforudset høje pensionsskatter. Aldrig før har danskerne betalt så meget i skatter og afgifter, og alligevel glider Danmark længere og længere tilbage på listen over lande, der investerer mest i ny forskning og udvikling. DANSK FOLKEPARTI hænges ofte ud som årsagen til VK-regeringens dårligdomme. Ret beset er det dog Fogh, der valgte at gøre sig så afhængig af pianisterne. Tidligere statsministre formåede i stedet at navigere på kryds og tværs af midten i dansk politik og fik dermed skabt et langt mere afbalanceret eftermæle, end Fogh vil stå tilbage med. Kombinationen af Foghs manglende risikovillighed og perfektionistiske detailkontrol - spædet op med Dansk Folkepartis nationalromantiske chauvinisme - har skabt en tilstand, der bestemt ikke kan betegnes som en 'minimalstat', men som derimod er kendetegnet ved kortsigtede minimalløsninger og ideologisk symbolpolitik. Det indbyggede paradoks kan blive, at det snævre fokus på næste valg forhindrer ham i at sætte sig samfundsmæssige spor, der ikke kan fjernes ved først givne regeringsskifte. Problemet er blot, at Foghs manglende rettidige omhu under alle omstændigheder koster Danmark dyrt.