DER VAR engang, hvor Anders Fogh Rasmussen brugte nytårstalen til noget. Det var provokerende, da han i sin første nytårstale gik til angreb på eksperterne og kaldte dem smagsdommere. Det har da også siden vist sig, at denne statsminister har lige så meget brug for eksperter som alle andre statsministre. Sidste år var han lovligt undskyldt; tsunamien havde lige ramt de asiatiske strande, og frygten for en national tragedie gjorde, at han helt måtte koncentrere sig om dén almenmenneskelige udfordring. Men i år havde han igen chancen. Og i modsætning til dronningen må han gerne sige noget - meget gerne noget, der hæver sig over hverdagens kævl, og som samtidig fortæller os, hvilke ambitioner vores regeringschef har på landets vegne. Anders Fogh Rasmussen greb ikke chancen. Han glædede sig over, at de fleste af os for tiden får det økonomisk bedre og bedre - og glemte at dvæle ved det mindretal, som ikke gør. Han mindede os om den drejebog, der siger, at regeringen vil komme med et beskedent reformudspil til februar og i øvrigt ikke ønsker en mere offensiv debat om velfærdens fremtid. Han talte om ytringsfriheden og dens brug på en måde, som det er svært at være uenig i. Faktisk tilstræbte han her en balance, der næsten var på niveau med dronningens, og som var tæt på at gøre de velmente ord intetsigende. TALEN VAR nydelig, og det er først ved tanken om alt det, han valgte ikke at sige noget om, at man for alvor blev skuffet. 2005 var trods alt det år, hvor vi for første gang har aflyst en folkeafstemning, fordi en europæisk politisk krise gjorde den meningsløs at afholde. Den krise er stadig ikke løst. Det nævnte statsministeren ikke med et ord, og endnu mindre kom han med et bud på, hvad et dansk bidrag kunne være, når EU på et tidspunkt skal videre. Økonomiske reformer er af denne regering for længst tabuiseret eller reduceret til et dogme som skattestoppet. Men statsministeren kunne dog have fortalt, hvad han egentlig forventer af det Globaliseringsråd, der lige nu med nogen ret frygter samme skæbne som den, der overgik Velfærdskommissionen. Statsministeren er tilfreds med landets tilstand. Så tilfreds, at han ikke har mere at sige? Eller så optaget af at fortsætte som statsminister, at han først og fremmest ikke vil forstyrre?