HELDIGVIS HAR Bjørn Lomborgs ambitiøse projekt 'Copenhagen Consensus' ikke levet op til sit navn. Tværtimod har projektet været med til at udløse en voldsom politisk energi i alle retninger, og har derved været med til at sætte den mest originale politiske dagsorden, der er blevet sat i Danmark i mange, mange år. Projektet har ægget til modsigelser, provokationer og debat, og har derigennem været med til at skabe en tiltrængt opmærksomhed omkring verdens værste problemer, der desværre ikke opstår af sig selv. Grundidéen om at afveje fordele og ulemper ved miljø- og udviklingsprogrammer - som grundlag for at prioritere de mest effektfulde indsatser først i kampen mod fattigdom, sygdomme og miljøødelæggelser - er så indlysende rigtig, at kritikerne har været nødt til at mobilisere en sjældent set kreativitet for at kunne problematisere Copenhagen Consensus, der løb af stablen for første gang i 2004 med deltagelse af flere af verdens førende økonomer, og nu vil genopstå i 2008, takket være Copenhagen Business Schools mellemkomst. Heldigvis er forsøgene på at spænde ben for projektet dermed ikke lykkedes. Tværtimod har projektet været med til at sætte en fokuseret dagsorden, der gør den ømtålige prioriteringsdebat lettere for politikerne. Projektet har derfor allerede været en succes. UDFORDRINGEN for Copenhagen Consensus vil i de kommende år blive at raffinere metoden, så grundidéen om at afveje fordele og ulemper mod hinanden på én og samme tid udvides til flere politikområder og fokuseres på direkte sammenlignelige projekter. I 2004 tog økonomerne udgangspunkt i en form for 'nulsumsspil', hvor pengene til gode formål på forhånd var defineret. Men i virkelighedens verden er der jo ikke nødvendigvis en fast defineret sum penge til at gøre godt med. Ved at afveje pengeforbruget på f.eks. landbrugsstøtte og terrorbekæmpelse med de nuværende investeringer i malariabekæmpelse og vandforsyninger, ville man formentlig kunne anskueliggøre, at det samlede antal skattekroner kunne bruges væsentligt mere frugtbart, end tilfældet er i dag. Sådanne regnestykker ville naturligvis ikke ændre på, at man også skulle prioritere inden for de fortsat begrænsede summer, der ville blive bevilget til en styrket udviklingsindsats. Men dét kunne måske være med til at åbne mange vesterlændinges øjne for verdens sande tilstand.