TONY BLAIR, premierministeren i Storbritannien, lagde forfriskende godt ud, da han i sommer overtog ledelsen af det europæiske samarbejde. Det lå i ruiner. Statslederne var gået fra hinanden i vrede, efter at de førstmåtte opgive at blive enige om, hvad de ville stille op med det franske og hollandske nej. Og dernæst kom op at skændes om de kommende års budget. Men EU-samarbejdet fejler ikke noget, forklarede Blair i sin formandskabstale til Europaparlamentet. Det er de politiske ledere af EU, den er gal med. Vejen frem er, at EU-lederne holder op med at diskutere institutioner og tågede fremtidsvisioner, hver gang talen falder på EU. I stedet skal de koncentrere sig om det væsentlige: nemlig om at forbedre vilkårene for almindelige mennesker. EU blev skabt til netop det formål. Redskaberne ligger klar. Og der er nok at tage fat på. Nye regler for arbejdstid og åbning af et indre marked for serviceydelser var de to emner, Blair nævnte i sin tale. BEGGE målsætninger er faldet til jorden med et brag. Forslaget om nye regler for arbejdstid faldt, fordi det britiske formandskab var mere optaget af at sikre egne interesser - en fuldstændig og permanent undtagelse fra de fælles regler - end at finde en fornuftig løsning, som et bredt flertal kunne bakke op om. Samme skæbne overgik servicedirektivet. Faktisk er næsten alt, hvad briterne har rørt ved, gået galt. Måske med undtagelse af den nye kemilovgivning. Blair havde ret. EU har brug for ledere, der vil arbejde for Europas borgere.