EN VERDEN styret af Frankrig ville ikke nødvendigvis være bedre end en verden styret af USA. Med sin modvilje mod at reformere EU's grotesk dyre og handelsforvridende landbrugsstøtte har Frankrig ikke blot forhindret, at EU's budget omlægges til fremadrettede investeringer i forskning og udvikling; den franske protektionisme har samtidig betydet, at EU-landene er fuldstændigt låst i forhandlingerne om en ny global frihandelsaftale i Hongkong. Kravet fra de andre WTO-lande er nemlig, at EU neddrosler sin landbrugsstøtte - mod til gengæld at kunne opnå markedsåbninger på industrivarer og serviceydelser. EU står imidlertid fast; som en kolos på lerfødder. EU's bagudskuende protektionisme er økonomisk skadelig på tre niveauer: For det første koster EU's landmandshjælp i dag en gennemsnitlig børnefamilie cirka 1.500 kroner om måneden i form af ekstra skat og kunstigt høje fødevarepriser. For det andet forhindrer støtteordningerne i praksis, at EU investerer ambitiøst i den form for forskning, som EU-landene i stigende grad vil være afhængig af for at kunne konkurrere globalt. Og for det tredje og absolut mest tragisk, forhindrer landmandsstøtten i dag milliarder af mennesker i de fattigste lande i at kunne ernære sig selv. GRUNDLAGET for EU's landmandshjælp er dermed så skrøbeligt, som man overhovedet kan forestille sig: Den skader de 98 procent af vælgerne, som ikke er beskæftiget i EU's landbrug; den skader fremtidige generationer; og den blokerer for en bæredygtig udvikling i de fattigste lande. Det virker derfor helt afkoblet fra virkelighedens verden, når EU's chefforhandler, Peter Mandelson, under forhandlingerne i Hongkong fortsat insisterer på, at andre lande, herunder ikke mindst Brasilien og Indien, skal komme EU-landene i møde - under henvisning til, at EU-landene allerede har gennemført en stort set kosmetisk ændring af sin landbrugsstøtte tilbage i 2003. Denne forhandlingsposition virker ikke blot naiv og dumstolt, men er altså også direkte skadelig for den økonomiske udvikling - i Europa og resten af verden. Hvis EU-landenes retorik om at ville hjælpe verdens fattigste lande fremover skal kunne tages alvorligt, må og skal landmandsstøtten afvikles hurtigst muligt. Europa har intet at tabe på at åbne sin varehandel totalt over for omverdenen, men meget at tabe - ikke mindst sin troværdighed. Første skridt kunne oplagt være, at EU meldte en deadline ud for, hvornår eksportsubsidierne vil blive afskaffet; hvornår toldsatserne kan udfases; og hvornår bistandshjælpen til landmænd vil blive stoppet. Jo før, jo bedre.