MANDAG VAR en sorgens dag. Det var dagen, hvor det libanesiske parlamentsmedlem og chefredaktør Gebran Tueni blev slået ihjel og med ham drømmen om, at Libanon endelig ville få lov at udvikle sit demokrati uden yderligere blodsudgydelser. Gebran Tuenis forbrydelse var at være et anstændigt menneske, en dygtig journalist og en kommentator, som sagde sandheden. Nemlig at det diktatoriske Syrien efter borgerkrigens afslutning holdt Libanon besat mod dets vilje. At insistere på, at mordet på Libanons tidligere premierminister Rafiq Hariri - en skandale, som tvang Syrien ud af Libanon - skulle efterforskes af en uafhængig international instans. Og senest, at det samme skal ske med de massegrave, der er fundet i mistænkelig nærhed af det tidligere syriske efterretningshovedkontor i Beirut. Gerningsmændene bag mandagens bombeangreb, som også kostede Gebran Tuenis livvagt livet og sårede 30 forbipasserende, kendes ikke, men formålet er kun alt for tydeligt: at kvæle en af Libanons mest markante og uafhængige stemmer og aviser og derved true mange andre til stilhed. Om Syrien direkte står bag, eller andre grupper har skylden, er for tidligt at sige, men at mordet bør efterforskes af FN, kan der ikke herske tvivl om. HER PÅ AVISEN rammer Tuenis død også rent personligt hårdt. Politiken har gennem det seneste år haft et udvekslingsprogram med An-Nahar, som Gebran Tueni var chefredaktør for. To af Politikens journalister har således tilbragt et par uger på An-Nahar, og to journalister derfra har arbejdet på redaktionen i Danmark i en tilsvarende periode. An-Nahar er - ikke mindst takket være Tuenis indsats - et sindbillede på det Libanon, som man inderligt håber, at det trods alle odds lykkes libaneserne at opbygge i de kommende år. Et liberalt arbejdsfællesskab, hvor kristne, drusere, shiamuslimer, sunnier og andre på kryds og tværs af politiske tilhørsforhold og moralske normer fungerer side om side og gensidigt befrugter og udfordrer hinandens meninger og anskuelser. Som viser, at det naturligvis også i Mellemøsten er muligt at bygge bro mellem de forskellige etniske og religiøse grupper. Et budskab og en vision, som hverken bomber eller politiske mord må få lov at skygge for. Men som det forståeligt nok måske kan være svært at bevare optimismen omkring i Libanon og på An-Nahar i disse dage. Ikke mindst derfor er det vigtigt at bevare og styrke forbindelserne og skabe menneskelige bånd, således som Politiken og An-Nahars samarbejde på meget beskedent plan bidrager til.