LAV ØKONOMISK vækst, sammenbrudte forhandlinger og sælsomme forordninger og direktiver er mildt sagt ikke nogen mangelvare i EU. Så meget, at man som menig unionsborger i skeptiske stunder godt kan blive i tvivl om, hvorvidt det hele nytter noget, og om nogen rent faktisk har fordel af hele det store EU-cirkus. Har du det sådan, kan du med fordel tage et smut forbi LUXEMBOURG, næste gang du drager sydover. Her finder man præmieeksemplet på, hvad EU kan nytte for små lande, der forstår at udnytte det. Hvilket man må sige, at storhertugdømmet har gjort. Modsat Danmark har Luxembourg fra starten satset 100 procent på EU og har som tak høstet ualmindeligt rige frugter af samarbejdet. På få generationer er Luxembourg gået fra at være et fattigt, krigshærget land til at være verdens allerrigeste per indbygger. Ved at engagere sig helhjertet er det trods storhertugdømmets beskedne størrelse lykkedes Luxembourg at få placeret en række EU-institutioner i landet og derved kickstarte en international stemning samt besætte posten som formand for Europakommissionen to gange i løbet af de sidste 25 år. GODT FOR Luxembourg - og noget, som det integrationsangste Danmark kunne lære noget af. Men samtidig er Luxembourg et symbol på den uforholdsmæssige indflydelse, små lande har i EU. Mens der skal knap tre millioner indbyggere per tysk stemme i ministerrådet, klarer Luxembourg sig med omkring 100.000 indbyggere per stemme. En forskelsbehandling, som også Danmark nyder godt af, men som man med god ret kan sætte spørgsmålstegn ved holdbarheden af. For ganske vist skal de små lande sikres mod de stores tyranni, men der er også grænser for, hvor langt det princip bør strækkes. I takt med at EU er vokset, er balancen mellem de store og de små løbende forrykket til de sidstnævntes fordel i en grad, så man må overveje, om ikke smertegrænsen snart er nået, hvis ikke EU skal ende som et ineffektivt regionalt FN.