SOCIALDEMOKRATERNE opfører sig, som om de var med i en amatørkomedie om Fremskridtspartiet: Landsbytosserne er skiftet ud med storbyindianere, og inde i Glistrupkostumet gemmer Ritt Bjerregaard (S) sig. Efterspillet i Københavns Kommune har således været væsentligt mere dramatisk end selve valget, hvor det næsten på forhånd var givet, at Bjerregaard ville blive ny overborgmester. Balladen begyndte allerede på valgnatten, hvor Ritt Bjerregaard hurtigt løb fra sit hidtidige løfte om en bred konstituering og dannede den smallest mulige koalition med Det Radikale Venstre. Samtidig med at den tidligere SF'er Wallait Khan (V) sprang fra den borgerlige blok, blandede Ritt Bjerregaard imidlertid kortene på ny og indgik en bredere alliance med SF og Enhedslisten. Men så brød borgerkrigen for alvor løs i den socialdemokratiske gruppe: Først annoncerede faderen til den 19-årige, nyvalgte Sikandar Malik Siddique (S), at han - altså sønnen - ikke ville konstituere sig sammen med Khan på grund af en gammel slægtsfejde. Dernæst for Finn Rudaizky (S) i flint, fordi Socialdemokraterne ikke tog tilstrækkelig klart afstand fra Siddique, som Rudaizky anklager for antisemitiske holdninger. Miseren endte med, at Rudaizky meldte sig ud af partiet og dermed kunne genoprette balancen i den borgerlige bloks favør. Det afgørende spørgsmål var dog, om Rudaizky også direkte ville støtte de borgerlige. Før han fik besluttet sig, proklamerede den i mellemtiden detroniserede miljøborgmester Winnie Berndtson (S), at hun var hoppet over til de borgerlige. DERFOR MISTEDE sosserne i går den ekstra borgmesterpost, som venstre- og midterfløjen ellers fik, da Wallait Khan undsagde Venstre. I forhold til blokkene på rådhuset har ingen dog mistet noget i hele dette bizarre efterspil. Men undervejs har flere af disse egnsskuespillere mistet deres politiske troværdighed. At folk skifter parti efter et valg, er i sig selv dybt betænkeligt - og hvis det så oven i købet sker for at få en bedre post, er det jo helt utroværdigt. Ritt Bjerregaard kan dog heller ikke være stolt af sig selv. Hendes udspekulerede skaktræk er mislykkedes totalt. Hun har ganske enkelt ikke været forberedt på, hvor uprofessionelt dansk lokalpolitik fungerer. Eller som Rudaizky ærligt siger: »I Borgerrepræsentationen er det fritidspolitikere, og de er mere robuste i deres meninger og giver udtryk for dem«. Men fordi man er fritidspolitikere, behøver man vel ikke opføre sig som fremskridtsfolk? Hele forestillingen efterlader et indtryk af, at man - desværre - end ikke i København er i stand til at rekruttere tilstrækkeligt kvalificerede lokalpolitikere. Og dét er det sørgeligste perspektiv i et primitivt magtspil, hvor vælgerne næppe har set sidste akt endnu.