DEN ENDELIGE rapport fra Velfærdskommissionen er det mest vidtgående politiske dokument, der er blevet lanceret i Danmark i de senere år; først og fremmest fordi den er baseret på en værdipolitisk præmis om, at den skandinaviske velfærdsmodel er værd at forsvare. Når kommissionens slutrapport fremstår ægte politisk - med mange overraskende, overvejende velgennemtænkte og konkrete reform-ideer - skyldes det dog ikke mindst, at politikerne på Christiansborg i de senere år har gjort alt, hvad de kunne, for at skjule ethvert optræk til kontroversielle debatter om alt andet end 'de fremmede'. Velfærdskommissionens rapport er derfor et tiltrængt opgør med den fremherskende konsensuskultur, som absurd nok blev personificeret af statsministeren, da han få timer efter rapportens offentliggørelse droslede regeringens ambitionsniveau ned til et absolut minimum: »Vi vil ikke komme listende som en tyv om natten«, lød hans besynderlige kommentar til forslaget om at udfase efterlønnen i 2028 - over hele 23 år! Afvisningen af det ellers oplagte forslag om at sænke indkomstskatten mærkbart mod til gengæld at hæve ejendomsværdiskatten gradvist over de næste 25 år var endnu mere kategorisk: »De dele af rapporten vil ikke på nogen måde indgå i forhandlingerne«. Hvad er det dog for en besynderlig reaktion fra en statsminister, der har brugt Velfærdskommissionen som et alibi for ikke at sige noget, hver gang han er blevet spurgt om fremtidens velfærdssamfund? AT RAPPORTEN rummer mange forslag, der næppe vil have sin gang på Jorden, skyldes ikke, at Velfærdskommissionen har fortabt sig i dagdrømmeri og ønsketænkning - men altså snarere, at folketingspolitikerne mangler mod og handlekraft. Størstedelen af Velfærdskommissionens mangeartede reformforslag ville nemlig være med til at skabe et endnu mere dynamisk og produktivt velfærdssamfund. Ambitionen bør således altid være, at færrest muligt er på overførselsindkomster - både i dag og fremtiden. To principielle forbehold er dog værd at fremhæve: For det første bør selve begrundelsen for at reformere såvel efterløn som dagpenge og indkomstskatter ikke være tvivlsomme fremtidsscenarier om Danmark anno 2080. Reformerne skal kun gennemføres, hvis de kan forsvares værdipolitisk i dag. For det andet er der i rapporten en uheldig tendens til at sætte lighedstegn mellem beskæftigelsespolitik og socialpolitik. Men det er altså ikke alle, der kan komme i reelle job. Derfor bør indsatsen over for de svageste styrkes væsentligt mere, end rapporten lægger op til. At få brudt den negative sociale arv er stadig en langt mere presserende opgave end at få middelklassen til at løbe lidt hurtigere.