HER TROEDE vi, at historien om Europa i de seneste 50 år var én lang historie om integration, mere samarbejde og nationalstaternes langsomme, men sikre undergang. Det sidste er overdrevet, men samarbejdet mellem landene i et stadig større EU er blevet mere omfattende og mere forpligtende. Og alligevel kan vi i dag konstatere, at nationalismen, ønsket om at tale sit eget sprog, vifte med sit eget flag og have fødderne under eget bord også tager til. Det nyeste eksempel er SPANIEN og Catalonien. I de seneste uger har de spanske aviser dag efter dag haft det samme tema på forsiden: Det rige Catalonien, der i forvejen har udstrakt selvstyre, vil have mere. Og mere selvstyre vil ifølge den spanske regering og den konservative opposition betyde, at Catalonien reelt bliver en selvstændig stat. Det ser stærke kræfter i regionen gerne, og det perspektiv er langtfra urealistisk. Den samme udvikling har været i gang i Belgien i mange år, og i Italien er det norditalienske Lega Nord-parti medlem af regeringen, og skotterne stiller krav om langt mere selvstyre end det eksisterende. DENNE udvikling er også en del af virkeligheden i EU. Er det så godt eller skidt? Det virker ikke sympatisk, når nationalismen som i visse catalanske kredse giver sig udslag i direkte foragt for indbyggerne i resten af landet eller i lovgivning, som gør det svært for ikke-catalanere at få et job i den offentlige sektor. Belgien er et godt eksempel på, hvordan den evindelige sprogstrid, slagsmål om de økonomiske ressourcer eller total ligegyldighed over for landsmændene på den anden side af sproggrænsen kan lamme et land. På den anden side giver netop EU-konstruktionen mulighed for at imødekomme ønsket om vidtgående selvstyre uden at risikere et nationalistisk mareridt. Selvstyret, eller i yderste konsekvens selvstændigheden, udfolder sig inden for et EU med en fælles valuta, fælles optræden udadtil og i stigende grad fælles indsats for den indre og ydre sikkerhed. Den nationale følelse, der i sidste århundrede medvirkede til kontinentets ulyksaligheder, kan i denne nye ramme udløse ny energi, nye ideer og ny dynamik, som vi også ser det i Catalonien - og ikke kun, når FC Barcelona er på banen. Den udvikling står ikke i modsætning til øget europæisk samarbejde, og viften med flaget er ikke skidt - så længe man ikke banker naboen i hovedet med det.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
