ANDERS FOGH Rasmussens tale om pejlemærkerne for hans og Venstres kurs fremover har ikke fået gode anmeldelser i de aviser, der står ham nærmest. Både Berlingske Tidende og Jyllands-Posten er stærkt utilfredse med Anders Foghs aflysning af store, dramatiske reformer. En utilfredshed, der får yderligere næring af hans bramfrie opgør med den borgerlige liberalisme. Anders Fogh Rasmussen tager det samfund til sig, som Socialdemokraterne skabte i det 20. århundrede, og vil med det afsæt gøre det kommende årti socialliberalt. Der var da heller ikke et eneste af hans syv pejlemærker, som de fleste socialdemokrater og radikale ikke ville kunne skrive under på. Eneste halve undtagelse er den strategiske målsætning om, at det offentlige forbrug skal vokse lidt mindre end det private. Men derfra til en afvikling af velfærdsstaten er der langt, især hvis samfundet samtidig hele tiden formår at blive rigere. Og kuglerne til det projekt blev i øvrigt støbt, dengang Mogens Lykketoft og Marianne Jelved var ved roret. Vi vil ikke bebrejde statsministeren, at han nu endelig er konverteret til en midtsøgende socialliberalisme, der er stolt over den store lighed i Danmark, og som gerne vil både værne om sammenhængskraften og afbalancere frihed med tryghed. Tværtimod. TIL GENGÆLD så vi gerne, at hans praksis kom i bedre overensstemmelse med hans teori. Regeringens skattestop har i de senere år øget den økonomiske ulighed, som Anders Fogh så nødig ser mere af. Hverken regeringens bistandspolitik, krigspolitik eller - for nu at sige det mildt - dens udlændingepolitik har styrket det globale udsyn, den åbenhed og det danske frisind, som Anders Fogh Rasmussen taler så varmt om. Og hvor er den indsats på forsknings- og uddannelsesområdet og de reformer, der kan gøre Danmark til verdensmester i globalisering? Anders Foghs politiske projekt er til at få øje på. Pointen med midterkursen er naturligvis, at Venstre skal overtage Socialdemokraternes rolle som det naturlige regeringsparti. Må vi minde statsministeren om, at det projekt kun lykkedes for Stauning og hans efterfølgere, fordi de samarbejdede over midten, og ikke med populister og ekstremister. Den midterlinje, som Anders Fogh fremmaner, står foreløbig i grel kontrast til hans parlamentariske fløj- og blokpolitik. Det forklarer både den manglende reformkraft og kløften mellem teori og praksis.