KONFLIKTEN er klassisk: Skal de mest progressive gå forrest og blot lade bagstræberne køre på frihjul, eller skal man forsøge at finde et kompromis omkring den laveste fællesnævner? Sådan står dilemmaet i de globale klimaforhandlinger, som lige nu spidser til på FN's 11. klimakonference i Montreal i Canada. Det er afgørende, at USA som verdens største CO{-2}-udleder forpligter sig på en fælles reduktionsstrategi, ellers vil globale miljøaftaler ganske enkelt aldrig kunne få en mærkbar effekt på udledningen af drivhusgasser. Desværre har USA, særligt under Bushregeringen, været demonstrativt blokerende for ethvert grænseoverskridende samarbejde på miljøområdet. Indtil videre har EU-landene derfor forsøgt at gå forrest med Kyotoaftalen, som 156 af verdens lande har ratificeret. Status er således, at alle lande på kloden - med undtagelse af USA og Australien samt en lang række mellemøstlige og afrikanske lande - er med på ideen om, at verdenssamfundet bør forsøge at bekæmpe global opvarmning så effektivt som overhovedet muligt. Heldigvis bestrider USA heller ikke længere, at jordkloden rent faktisk bliver varmere år for år. Uenigheden handler snarere om, hvordan man bør bekæmpe opvarmningen. Stort set alle andre lande end USA mener, at der skal sættes absolutte reduktionsmål; altså specifikke mål for, hvor meget verdens samlede CO{-2}-udslip skal være reduceret inden for en given årrække. USA afviser sådanne mål, da det vil bremse den økonomiske vækst, og har i stedet foreslået, at kræfterne koncentreres om nye højteknologiske løsninger, der gradvis vil nedbringe energiforbruget. UMIDDELBART tegner klimatopmødet dog til at blive endnu en fiasko. Afstanden mellem EU og USA er desværre stor. Ikke desto mindre bør EU strække sig meget langt for at få USA med i et forpligtende samarbejde. Selv om ambitionsniveauet derved risikerer at blive sænket en anelse, er det på længere sigt altafgørende, at alle verdens lande hjælper hinanden med at løse konkrete grænseoverskridende problemer. EU-landene vil aldrig kunne håndtere verdens klimaproblemer alene. Hvis ikke såvel USA som Kina og Indien medvirker aktivt, vil det realistisk set være umuligt at bremse den globale opvarmning. EU bør derfor gøre alt for at nå et gangbart kompromis.