Vi vil i julemåneden på denne plads forsøge at tage temperaturen på et EU, der trods hårde tilbageslag i årets løb stadig er selve rammen om vore demokratiers udvikling. Det vil ske ved hver dag at tage udgangspunkt i et af de 24 andre medlemslande. Ikke for at fordybe os i deres interne problemer, men som afsæt til en drøftelse af fælles, europæiske problemer. Da forfatningstraktaten i forsommeren faldt ved hele to folkeafstemninger, udløste det samtidig en uenighed om unionens økonomiske kurs, der har ramt store dele af samarbejdet. Men krisen ændrer ikke ved, at der allerede er givet EU store opgaver, og at listen over problemer, der kun kan løses med EU's medvirken, er lang. Er man i tvivl om det, behøver man kun se til Frankfurt, hvor Den Europæiske Centralbank senere i dag forventes at sætte den europæiske rente op. Det bliver den første rentestigning i fem år, og den vil øjeblikkeligt slå igennem ikke bare i eurolandene, men også i det valutapolitiske vedhæng til eurozonen, som vi selv bor i. Beslutningen i Frankfurt vil derfor påvirke alle danskere med gæld - og hvor mange af landets stadig mere friværdibegunstigede boligejere har ikke det? Hertil kommer rentestigningens virkning på den samlede økonomiske udvikling. En EU-kavalkade som denne begynder naturligt i unionens største medlemsland, Tyskland, hvor Frankfurt ligger. Men heller ikke Tyskland bestemmer længere over renten. Den tyske regering er bekymret for, at det spæde europæiske opsving skal blive kvalt i fødslen. Det er de fleste europæiske regeringer, og det samme er OECD. Alle har de advaret mod den rentestigning, som alligevel forventes. Det illustrerer, hvor stærk en uafhængighed EU-traktaterne giver centralbanken. Det er faktisk også lidt svært at se, hvad det egentlig er, der lige nu begrunder en pengepolitisk stramning. Opsvinget i EU er svagt, og inflationsfaren er ikke ligefrem iøjnefaldende, når man ser bort fra olieprisen, og det bør man vel. Alligevel er det måske godt det samme, at rentestigningen kommer, når blot den ikke fortsætter med samme ubønhørlighed, som den amerikanske centralbank har for vane, når den først kommer i gang. Godt det samme, hvis den kommer, ikke bare fordi det ville være et hårdt slag for bankens troværdighed, hvis den bøjede sig for et åbent politisk pres, når den så klart har signaleret, at nu stiger renten altså. Men også af et par andre grunde: For det første kan det være sundt, at alle dem, der har disponeret på grundlag af en lav historisk rente, bliver mindet om, at så lav en rente holder ikke evigt. Det kan genskabe lidt af den finansielle forsigtighed, som lavrenteperioder har det med at underminere. For det andet er regeringernes udfald i anledning af så lille en potentiel stramning mere udtryk for, at de selv har svigtet opgaven med at skabe økonomisk vækst, end for proportionerne i de mulige skadevirkninger. På dette som på andre områder leder mange europæiske politikere efter undskyldninger. Det gælder ikke mindst i Tyskland, hvor den store koalition, der netop har gjort Angela Merkel til kansler, har pålagt sig selv store begrænsninger i sine handlemuligheder. Den valgte kombination - nedskæringer for at komme store underskud til livs, kombineret med stop for de fleste reformer - ligner umiddelbart en opskrift på dydig stagnation. At de to store partier i Tyskland er samlet på en midte, der nemt kan blive handlingslammet, er et billede på situationen i hele EU. Med Frankrig som det mest ekstreme eksempel er det, som om alt for mange politikere er kommet i tvivl om, hvorvidt den arbejdsdeling mellem EU og medlemsstaterne, der ellers længe har fungeret, er acceptabel. EU's rolle har været at åbne grænser og markeder - både internt i unionen og udadtil i en globaliseret verdensøkonomi. Det er en udvikling, der på vigtige punkter er gået langsomt, men der har dog ikke været tvivl om retningen. Medlemslandene har til gengæld bevaret den fulde kontrol over, hvordan de ville indrette deres velfærd, deres arbejdsmarked og deres uddannelsessystemer, for på den måde at kunne tilpasse sig globaliseringen, som de måtte foretrække. Den arbejdsdeling forekommer på mange måder stadig hensigtsmæssig, selv om den ikke udelukker hverken gensidig inspiration, når det gælder, hvilke ordninger der virker, eller fælles regulering der, hvor det er nødvendigt. I stedet har vi i de seneste måneder set et tragikomisk skænderi om, hvorvidt angelsaksisk liberalisme eller kontinental socialstat er vejen frem. Må det være tilladt her fra nordsiden af den tyske grænse at pege på, at vores model er en udmærket kombination af en variant af begge dele, og at det egentlig fungerer ganske godt. Det er om en sådan model, den politiske midte i EU burde samle sig, i stedet for - som i den nye tyske regering - at bruge energien på at blokere for hinandens bedste ideer.