SOM VI med tragiske eksempler mindede om i søndagsavisen, er tvangsægteskaber stadig en realitet i visse indvandrerfamilier, der hænger fast i den landsbykultur, de kom fra. Som bekendt har VKO-flertallet taget endog meget drastiske midler i brug for at bekæmpe fænomenet. Med det formål at hjælpe en lille gruppe med at sige nej til forældrene, er hele befolkningens ret til at dele liv med udlændinge her i landet drastisk beskåret med tilknytningskravet og 24-års reglen som de to mest hårdhændede instrumenter. Det viser sig nu, at forringelsen af vore menneskerettigheder ikke engang virker på det fænomen, den skulle ramme. Ja, det er værre endnu. I den lille målgruppe, det drejer sig om, skaber den endda endnu større tragedier. Hvor et ungt menneske, der tvangsgiftes her i landet, i det mindste stadig kan finde hjælp til et senere oprør i det danske samfund, er en ung kvinde med dansk opvækst, der i stedet sendes til en landsby i Pakistan og tvangsgiftes der, fuldstændig magtesløs. Det er sådanne eksempler, der i går fik indvandrerrådgivninger rundt omkring i landet til at sige, at 24-års reglen i praksis gør ondt værre. DERMED ER det sidste figenblad revet af en brutal politik, der igen og igen er blevet gennemheglet af menneskerettighedseksperter, uden at det endnu har gjort indtryk på den kompakte majoritet på Christiansborg. Eller rettere: Der er en undtagelse. Eyvind Vesselbo (V), som ironisk nok oprindelig blev kendt i offentligheden, da han råbte vagt i gevær i anledning af, at indvandrere i Ishøj havde tilbøjelighed til at gifte sig med en hjemmefra, har haft mod til at foreslå, at regeringen i det mindste undersøger, hvordan de voldsomme stramninger virker. Håbet om, at han bliver hørt, er spinkelt. Strammerkursen på dette område er, som Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, så smukt har udtrykt det, per definition en succes, fordi »den har befolkningens opbakning«. Den bruges samtidig til at holde Socialdemokraterne under streng ideologisk tugt i udlændingepolitikken, et jerngreb, som den kommunale valgkamp ellers burde have lært S, at man godt kan bryde ud af. Måske vil tragedier og kendsgerninger på et tidspunkt gøre et indtryk ...