KINAS HØJE vækstrater overgås kun af én ting: hastigheden, hvormed miljøet ødelægges. Verdensbanken har således udregnet, at industriforureningen i Kina koster landet op mod 12 procent af det årlige bruttonationalprodukt i direkte skadevirkninger i form af luft-, vand- og jordforurening. Den sørgelige sandhed er dermed, at kinesiske virksomheder hver dag påfører det kinesiske samfund nogenlunde lige så store langsigtede omkostninger, som de i dag skaber kortsigtede gevinster i form af billige forbrugsvarer. Lige nu er det kemikalieuheldet i den nordkinesiske millionby Harbin, der tiltrækker sig verdensoffentlighedens interesse. Men denne voldsomme miljøkatastrofe - der har forurenet drikkevandet for millioner af mennesker - er desværre ikke enestående. I de senere år har der været alt, alt for mange episoder, hvor lemfældige produktionsmetoder og kyniske profithensyn har udsat millioner og atter millioner af kinesere for livsfare og i mange tilfælde har kostet helt ufatteligt mange liv og forårsaget mange syge. Det kinesiske 'Wirtschaftswunder' har således makabre skyggesider, der efterhånden har vokset sig lige så store som de opmuntrende solstrålehistorier. DIKTATOR MAO proklamerede i sin tid, at mennesket må »erobre naturen og derved opnå frihed fra naturen«. Det er formentlig denne tankegang, der ligger til grund for det kinesiske styres skødesløse forvaltning af landets naturressourcer. Man skulle ellers tro, at de tekstlærde kommunister i Beijing allerede i Karl Marx' skrifter havde set et varsel om, hvor miljøødelæggelser kan bære hen. Det var de engelske industriarbejderes usle og sundhedsfarlige arbejdsvilkår, der åbnede Marx' øjne, da han selv boede i England. Men i dag er verdens fabrikshaller flyttet til Østen; derfor er det også i Kina, arbejderkampen udfoldes i dag. Den kamp kan vise sig at blive meget vanskelig at undertrykke for det aldrende kommunistregime. Hvor mange mennesker for få år siden troede, at det ville blive den voksende rigdom, der skulle bane vejen for demokrati, er der meget, som nu tyder på, at det snarere bliver rigdommens bivirkninger, forureningen, der kan blive dynamoen i en folkelig mobilisering. Protester mod miljøødelæggelser er således blevet en af de væsentligste drivkræfter i det ulmende oprør mod magteliten. Foreløbig synes styret i Beijing dog at satse på, at en accelereret økonomisk vækst vil dulme utilfredsheden. Men man må håbe, at der som et lille held i et stort uheld ud af de folkelige frustrationer vil vokse et omsiggribende krav om øget demokratisering. Demokratisk deltagelse er nemlig den eneste reelle garant mod fortsatte miljøødelæggelser i Kina.