I USA ønsker et stort flertal af vælgere de amerikanske soldater hjem fra Irak inden udgangen af næste år. I Storbritannien er presset på Tony Blair uformindsket. Ja, selv i Danmark ser det nu ud, som om Anders Fogh Rasmussens regering er ved at se i øjnene, at Irak-eventyret lakker mod enden. Socialdemokraterne og de radikale har gjort det klart, at de ikke kan støtte en fortsat udstationering af soldater efter næste sommer. Forleden var det så Dansk Folkeparti, der gav udtryk for, at soldaterne skal hjem. I det lys er det ikke overraskende, at udenrigsminister Per Stig Møller (K) nu taler højt om den skrift på væggen, alle kan se. Når briterne trækker sig tilbage fra det sydlige Irak, lader den danske tilstedeværelse sig ikke opretholde, og skulle det lykkes amerikanerne at trække de 10.000, 20.000 eller 30.000 soldater, de taler om at sende hjem næste år, ud, giver det mindre mening end nogen sinde at betragte de 500 danske soldater som uundværlige. DA FORSØGET blev indledt, kunne man sige både pro et kontra om den amerikanske plan om at skabe et stabilt, demokratisk og proamerikansk Irak. Det folkeretslige udgangspunkt var problematisk, men målet i sig selv ønskværdigt. Som USA har håndteret opgaven, og som udviklingen er gået, forekommer det stadig mere usandsynligt, at målet vil blive nået. Det ændrer ikke ved, at Danmark aldrig burde have deltaget i så hasarderet et eksperiment, og at de danske soldater derfor under alle omstændigheder bør komme hjem - eller sættes på andre opgaver - så hurtigt som muligt. Realiteten er jo, at deltagerne i den internationale koalition nu i to og et halvt år forgæves har sat deres lid til en positiv effekt af først den ene milepæl og så den anden. Fra regeringsudnævnelse til formel uafhængighed frem til det første valg over folkeafstemningen om forfatningen til parlamentsvalget her i december. Men trods de demokratiske manifestationer er volden bare eskaleret, mens Iraks politiske sammenhængskraft er svækket mere og mere. Skal man tro irakerne selv, er de udenlandske tropper mere en del af problemet end en del af løsningen. Alt i alt er det på høje tid, at regeringen tager konsekvensen og begynder at tilpasse sig både de indenrigs- og de udenrigspolitiske realiteter. Der er langt ned at falde for Anders Fogh og Co.s højstemte retorik. Trods det professionelle arbejde, de udsendte danskere har udført, bliver der ikke tale om en hjemrejse efter en veludført mission. Iraks fremtid er i bedste fald uafklaret og i værste fald dyster. Men som landet ligger, er det ikke noget argument for at blive.