MEGET GODT kan der siges om FN-systemets historiske evne til at gyde diplomatisk olie på vandene, men effektivt og demokratisk er systemet ikke. En meget stor andel af medlemslandene lever ganske enkelt ikke op til de mest basale standarder for demokrati, åbenhed og retsstatsprincipper. Netop derfor er FN som system ikke egnet til at stå i spidsen for at håndtere følsomme, grænseoverskridende opgaver. Desværre. På den baggrund var det besynderligt, at FN-topmødet om informationssamfundet var placeret i Tunesien - af alle steder. Ikke blot er Tunesien et af de lande i verden, der fører strengest kontrol med internettet, de bange anelser blev også gjort til brutal virkelighed, da det tunesiske sikkerhedspoliti tæskede demonstranter foran konferencecenteret, hvor de delegerede sad og talte om ytringsfrihed og frie informationsstrømme. Hykleriet kender således ingen grænser inden for De Forenede Nationer. Når EU og en række store udviklingslande på forhånd havde krævet, at man på topmødet skulle diskutere, hvordan FN eventuelt kunne overtage kontrollen med selve den teknologiske rygrad i cyberspace, var det også derfor et dødfødt projekt. Selvfølgelig skal lande som Kina, Saudi-Arabien og Hviderusland ikke kunne udøve nogen form for kontrol med internettet. SPØRGSMÅLET er, hvem der så bør have ansvaret. Som situationen er i dag, har USA i realiteten magtmonopolet over internettet. I tilfælde af en krig kan den amerikanske regering vælge at slukke for internettet i et eller flere lande, da den daglige administration, ICANN, der tildeler og fordeler hjemmeside-adresser ligger i USA. Uanset hvor hypotetisk denne trussel end kan forekomme - og selv om FN-alternativet fremstår endnu mindre attraktivt - kan man ikke komme uden om, at det er fuldstændig uholdbart, at USA som verdens eneste supermagt kontrollerer internettet. EU's kommissær for informationsteknologi, Viviane Reding, har derfor en god pointe, når hun nu kræver fælles kontrol med ICANN: »Kineserne skal ikke styre noget som helst. Men det skal amerikanerne heller ikke. EU beder heller ikke om kontrol af nettet, tværtimod: Vores pointe er, at ingen skal styre ICANN«. I stedet for at blande FN-systemet ind kunne en oplagt løsning være, at en eller flere af de supercomputere, der styrer nettet, blev placeret i Europa og Japan. Kun USA kan have en kortsigtet interesse i, at internettet forbliver så skrøbeligt, som det er, når kun ét land er i kontrol. Internettet bør ikke være underkastet enkelte statsmagters forgodtbefindende.