I går tog USA's præsident til et topmøde i det land, som USA anser som det vigtigste i verden. Det var ikke i Rusland, ikke i Storbritannien, ikke i Berlin og slet ikke i Bruxelles, George W. Bush stod ud af Air Force One. Det var i Kinas hovedstad Beijing. USA har for længst erkendt, at verdens udvikling de kommende år mere end noget andet vil blive formet af, hvordan Kina udvikler sig. Tallene taler deres eget glasklare sprog. Alene sidste år steg Kinas internationale handel med 35 procent, så den samlede import/eksport kom op på omkring 7.000 milliarder kroner. Kina producerer i dag to tredjedele af verdens kopimaskiner, sko og mikrobølgeovne, halvdelen af alle dvd-afspillere, digitale kameraer, cement og tekstiler, 40 procent af alle sokker, en tredjedel af alle computere og 25 procent af alle mobiltelefoner, fjernsyn, stål og stereoanlæg. Næst efter USA er Kina det land i verden, som tiltrækker flest udenlandske investeringer. Målt i forhold til købekraft er Kinas økonomi allerede verdens næststørste, og fortsætter væksten i det tempo, den har haft de senere år, vil Kinas økonomi være større end USA's om ti år. Alt det man imidlertid ikke gætte ud fra de danske medier eller den danske debat. Her er blikket stift rettet mod Mellemøsten og truslen fra islam og fundamentalistiske terrorister. Aviser og tv-kanaler flyder over med programmer og analyser om de seneste udviklinger i Syrien, Gaza og Irak. Enhver dannet dansker forventes at kunne redegøre for de nærmere teologiske forskelle mellem sunni- og shia-islam, kende navnene på Osama bin Ladens løjtnanter, og være helt opdateret på de seneste interne stridigheder i Israels Likudparti. Mens man roligt kan sige, at Kina tildeles betydeligt mindre opmærksomhed. I løbet af det seneste år er Israels premierminister således blevet nævnt otte gange så ofte her i avisen som Kinas præsident Hu Jintao, der også må se sig slået med mange længder af Osama bin Laden. Det samme er givetvis tilfældet i de øvrige medier, og det er set med selv de allersnævreste danske briller ganske enkelt ikke rationelt. Ganske vist er Mellemøsten og terror vigtigt og skal tages meget alvorligt, men er der noget, der på længere sigt for alvor truer hele den danske model og velfærd, så er det ikke folk med dynamit spændt om maven. Det er de 1,3 milliarder hårdtarbejdende og stadigt bedre uddannede kinesere og hvordan de vælger at bruge deres nyfundne og hastigt stigende magt. Det er på tide, det gik op for os.