DET ER desværre sjældent, at der strømmer gode nyheder ud af Mellemøsten, men Ariel Sharons beslutning om at bryde ud af Likud og danne et nyt parti hører til denne sjældne nyhedskategori. Sharons nye 'midterparti' kan nemlig ikke undgå at få en beroligende, kompromissøgende effekt på israelsk politik - ganske enkelt, fordi Likud nu vil være nødt til at positionere sig længere ude på højrefløjen, hvorved en stor del af partiets hidtidige vælgere vil falde fra. På samme måde som Dansk Folkeparti har skubbet det politiske tyngdepunkt i Danmark mod højre, vil det nye Sharon-parti skubbe tyngdepunktet i Israel ind mod midten. Sharons nye parti, der tegner til at kunne blive større end Likud, vil forhåbentlig kunne drive en kile ind på den israelske højrefløj mellem på den ene side de angrebshøge, der under ingen omstændigheder vil gå på kompromis med palæstinenserne, og på den anden side de forsvarshøge, der efterhånden har erkendt, at etableringen af en palæstinensisk stat er en nødvendig betingelse for på længere sigt at kunne opretholde Israel som en demokratisk og jødisk stat. Hvis fredsprocessen atter skal komme i gang, kræver det, at den sidste gruppe skiller sig ud fra den første - og det kan et nyt Sharon-parti være med til at fremprovokere. Den nye partidannelse kan dermed måske vise sig at blive begyndelsen på en ny, mere moderat ligevægtstilstand i israelsk politik. VIRKELIGHEDEN er nemlig - absurd nok - at Ariel Sharon i dag personificerer midten i israelsk politik. At dét er tilfældet, skyldes dog ikke, at Sharon har flyttet sig i de senere år, men snarere, at terrorbalancen har tippet Israel til højre. Han er fortsat en brutal hardliner. Men til forskel fra den tidligere premierminister Benjamin Netanyahu - der nu vil blive den nye Likud-leder - har Sharon med rømningen af Gazastriben bevist i praksis, at han rent faktisk ønsker at finde en mere eller mindre permanent løsning på konflikten mellem israelere og palæstinensere. Selv om Sharons strategi fortsat bygger på ensidighed og militær overmagt, er den trods alt at foretrække i forhold til Netanyahus primitive konfrontationskurs. Bedst af alle verdener ville det selvsagt være, hvis Arbejderpartiet kunne vinde flertal for en dialogbaseret fredsproces, baseret på gensidig respekt. Men fremskridtene sker langsomt i Mellemøsten, hvor det bedste ofte bliver det godes værste fjende. Nu skal Sharon i første omgang vise ved det forestående valg, at han evner at mobilisere de moderate Likud-vælgere, og i anden omgang, at han kan holde sammen på et nyt parti uden organisatorisk græsrodsnet. Israel har tidligere oplevet knopskydninger med såkaldte 'ministerpartier', der ikke fik en lang levetid. Forhåbentlig vil det dog lykkes for Sharon denne gang. Israel har brug for, at alle moderate kræfter søger sammen og derigennem giver den videre fredsproces det bredest mulige folkelige mandat.