STATSMINISTER Anders Fogh Rasmussen handlede indlysende korrekt, da han tirsdag afviste at udelukke en akkrediteret journalist fra en planlagt fælles pressekonference med Tyrkiets premierminister, Erdogan. En tyrkisk påstand om, at journalistens medie kontrolleres af PKK, der står på EU's terrorliste, kan ikke begrunde en udelukkelse, så længe danske myndigheder ikke er nået frem til en lignende konklusion. Han havde lige så indlysende ret, da han ved samme lejlighed endnu en gang slog fast, at de satiriske tegninger af profeten Muhammed, som Jyllands-Posten har bragt, og som også Tyrkiet har protesteret imod, ikke under nogen omstændigheder kan begrunde, at den danske regering griber ind over for Jyllands-Posten. Det ville være helt uhørt i et demokrati som vores. SAMTIDIG SAGDE Anders Fogh Rasmussen, at han var interesseret i en respektfuld dialog med Tyrkiet og andre. Hvis han og andre mener det alvorligt, burde de også lytte til, hvad det er, den anden part i dialogen egentlig siger. At kræve indgreb mod en avis eller udelukke en journalist fra et pressemøde er ikke acceptabelt. Men at spørge, om den danske regering sympatiserer med den bevidste provokation af troende muslimer, som Jyllands-Posten satte i scene, eller om den ikke gør, er vel knap så urimeligt, hvis man er muslim. Ligeså er det vel legitimt at bede regeringen tage afstand fra den stærkt antiislamiske stemning i det danske samfund, som der er mange eksempler på, og som ambassadører fra muslimske lande ikke er alene om at bekymre sig om. Tilsvarende kan man også tænke den tanke, at hvis danske nynazister havde begået terrorhandlingerne herhjemme, så ville en repræsentant for en nynazistisk radiostation næppe være velkommen ved en dansk statsministers pressemøde. Pointen er ikke, at Jyllands-Postens og den kurdiske tv-stations kritikere har ret. Men blot, at deres synspunkter ikke kan reduceres til helt udemokratiske udgydelser, der bare kan affærdiges med en henvisning til 'vores' princippers overlegenhed. Dialog forudsætter, at man hører, hvad der bliver sagt. Og ikke bare den del af det sagte, der lettest kan fejes af bordet. Det ville klæde Danmark at være lidt mindre tonedøvt for tiden.