I dag modtager Post Danmark over 300 millioner kroner om året for at bringe aviser ud til områder, hvor det er for dyrt at sende dem med avisbud. En støtteordning, der på mange måder har overlevet sig selv, og det er derfor sund fornuft, at et udvalg under Finansministeriet foreslår den afviklet. I stedet er det tanken at fordele pengene direkte til avisudgiverne. Da udvalget har taget alle i branchen i ed, vil der ikke rejse sig et ramaskrig mod en ordning, der tilgodeser alle - og især de mindre, lokale og regionale aviser. Det største principielle problem med støtteordninger på medieområdet er naturligvis risikoen for, at de kan misbruges til at begunstige det ene eller det andet medie. Det er derfor godt, at pengene overvejende skal uddeles efter objektive kriterier. Og beklageligt, at det har været nødvendigt at udvide modellen med en supplementsordning, hvor pengene uddeles efter ansøgning. Men da det er gjort af hensyn til to så respektable aviser som Information og Kristeligt Dagblad, skal der heller ikke lyde hårde ord om den skønhedsplet. Når den ny ordning, der i øvrigt bevarer status quo, fortjener et ord med på vejen, er det, fordi den trods alt indebærer en nyskabelse. En del af pressestøtten herhjemme bliver direkte og ikke indirekte. Og det har været lidt af et tabu i branchen. Det tabu står for fald. Eller bør gøre det. Hvis man mener, at pressen spiller en rolle for demokratiet og den offentlige debat, der kan sammenlignes med for eksempel de politiske partiers, så har man også indset, at der findes en stærk samfundsinteresse i at bevare en nogenlunde mangfoldig og kvalificeret presse. Men alle ved, at de politiske partier får offentlige tilskud. Hvis de ikke gjorde det, ville de blive afhængige af private interesser i et omfang, der har givet sig skandaløse udtryk i adskillige andre europæiske demokratier. På længere sigt ville det derfor være naturligt, hvis aviserne modtog støtte til gengæld for den samfundsmæssige rolle, vi spiller. Det er ikke noget aktuelt problem, blandt andet fordi størstedelen af dansk presse i dag er samlet i to store velkonsoliderede mediekoncerner. Men det kan blive det. Den dag vil vanetænkningen imod have sværere vilkår, fordi ingen fremover vil kunne lade, som om de ikke allerede modtager offentlige penge.