IONESCOS TEATERSTYKKE 'Næsehornene' foregår i en lille by. En dag dukker der til alles forbløffelse et næsehorn op på pladsen. Senere kommer der flere. Det er byens indbyggere, der gradvis forvandles til næsehorn. Efterhånden går det hurtigt med forvandlingen. Det varer ikke længe, før det er næsehornene, der er de normale, og de få resterende mennesker, der er frygtsomme afvigere. Stykket viser, hvordan en totalitær ideologi kan gribe et samfund og vende fuldstændig op og ned på, hvad der er rigtigt og forkert. Når det gælder synet på indvandrere og deres efterkommere, er næsehornene iblandt os i hastig vækst. Hvis man for ti år siden havde forudsagt, at vi ville halvere bistandshjælpen for de svageste nyankomne, ophæve retten til at gifte sig med en udlænding her i landet, afskære dem, der har modtaget offentlige ydelser i mere end et år fra den stemmeret, de ellers ville have krav på, og afkræve alle nyankomne en omfattende og ydmygende troskabsed, så var der næppe nogen, der havde troet på det. Dengang var der ikke så mange næsehorn. MANGE NÆSEHORN er selv ofre. De smittes og tilpasser sig. Nogle bliver næsehorn, fordi de er bekymrede eller bange. Andre bliver det af politisk opportunisme. Atter andre, fordi opportunisterne har fået en succes, som de også selv vil have. Og de fleste, fordi det nu engang er blevet den nye ortodoksi. Men der er også ægte næsehorn. Dem, der engang var underlige og lidt skræmmende, fordi de var så sjældne og aparte, men som i en ny tid står i spidsen for flokken. Et sådant næsehorn er Søren Krarup. Engang en underlig ronkedor, som lejlighedsvis endda var værdifuld på grund af sine originale horn i siden på tidsånden. I dag en skamløs Brutalis, der løber forrest. Da han i lørdagsavisen skulle forklare, hvorfor det ikke er hyklerisk af ham at kræve, at indvandrere nu skal skrive under på, at de ikke må slå deres børn, selv om han selv kæmpede til det sidste - 1997 - for at bevare revselsesretten, sagde han: »Landet er blevet overfyldt med muslimsk, såkaldt kultur, og i islam er det jo mandens ret at slå sine børn og sin kone gul og blå. Den form for vold, de udøver, er jo af en sadistisk og brutal karakter«. Hvad skal man sige til Sørens Krarups skarpe evne til at se, at når danskerne slår deres børn, er det naturligt og acceptabelt, mens det er sadistisk og brutalt, hvis muslimer gør det samme? At hans ord er afstumpede og hadefulde? Ja, naturligvis. Men først og fremmest, at han er et næsehorn, i en tid hvor næsehornene står stærkt.