PÅ TI DAGE HAR oprørske unge over hele Frankrig brændt 5.000 biler af. Selv om stribevis af bygninger også er blevet udsat for hærværk og brandattentater, selv om urolighederne nu har kostet deres første dødsoffer, og selv om sammenstødene mellem politi og vrede ballademagere er blevet stadig voldsommere, er de udbrændte biler et ganske godt billede på, hvad der foregår. Bilerne er et materielt symbol på, at nogle kan opnå goder og bevæge sig ud af de trøstesløse kvarterer, på en måde andre ikke kan. Samtidig er det effektfulde i at få et køretøj til at gå op i røg blevet en slags primitiv manddomsprøve i de ungdomsbander, der udgør forstadsoprørets stødtropper. Ikke underligt, at de franske myndigheders højeste prioritet lige nu er den allermest elementære: at forsvare sagesløse borgeres ejendom, sikkerhed, liv og lemmer. AT DET KAN komme så vidt i et af verdens rigeste og på mange måder mest velfungerende samfund, er udtryk for en stribe alvorlige svigt. Da præsident Chirac vandt sit første præsidentvalg i 1995, var hans vigtigste valgtema det sociale skel i Frankrig, der efter hans mening var så alvorligt, at det truede selve nationens enhed. Det var arbejdsløshed, ulige livsmuligheder, eksklusion og elendighed i netop de forstæder, der nu brænder, han talte om. Her ti år efter er Jacques Chirac stadig præsident. Alligevel er de onde cirkler ikke brudt. Forstæderne er lige trøstesløse, og ungdomsarbejdsløsheden uhyggelig høj. Det er på høje tid, at handling erstatter ord i fransk politik. Frankrig står over for en udfordring, der hverken kan løses med uropoliti eller med nærpoliti alene. At bil-afbrændingerne i det sidste døgn har kunnet smitte af i både Bruxelles og Berlin viser, at det franske problem også er europæisk. De sociale skel i de belastede boligområder er begyndt at falde sammen med forskelle i hudfarve og national oprindelse på en måde, der minder om amerikanske tilstande, selv om indvandrermiljøerne i Europa ikke kan sammenlignes direkte med det sorte mindretal i USA. Men at der over hele Europa er behov for at arbejde langt mere målrettet og positivt med en ny multietnisk virkelighed, er indlysende. Der er ingen enkle løsninger efter så mange forsømmelser. Men at det drejer sig om at skabe mere social og menneskelig sammenhængskraft i samfundet og undgå de onde, polariserende cirkler, vi også kender i den hjemlige debat, bør de fleste kunne indse.