TOPMØDET I Hampton Court bestod i, at EU's ledere fik sig en uforpligtende snak, og det var såmænd også planen. Men det er ikke noget sundhedstegn, at lederne undgår fiasko ved på forhånd at beslutte sig for ikke at diskutere EU's store problemer og i stedet filosoferer over, hvordan de problemer, nationalstaterne hver især bakser med, burde løses. Væksten i flere EU lande er for lav, og arbejdsløsheden er alt for høj. Det er alvorlige problemer, men det er ikke problemer, som EU kan gøre meget ved. EU har et akut budgetproblem, men selv hvis det blev løst, ville det på kort sigt ingen nævneværdig forskel gøre på den økonomiske udvikling. Alle EU's penge tilsammen udgør trods alt kun én procent af EU's samlede økonomi. Selvfølgelig ville både en satsning på forskning og udvikling og øget konkurrence i servicesektoren - to p.t. kuldsejlede EU-målsætninger - skabe mere vækst på længere sigt. Men det ændrer ikke ved, at det er de nationale regeringer, der har hovedansvaret for deres egne problemer. Det fremgår også af, at Tyskland og Frankrig kan have store problemer, mens lande som Spanien, Danmark og Storbritannien føler, at de klarer sig meget godt. HVIS TOPMØDET havde sat konkrete spørgsmål på dagsordenen, var det formentlig blevet en fiasko. Det skyldes ikke bare den aktuelle krisebaggrund, men også at de europæiske topmøder - Det Europæiske Råd - i de senere år i stadig stigende grad er blevet en del af EU's problem snarere end en leverandør af EU-løsninger. Ikke nok med at det er en illusion at tro, at komplekse politiske og tekniske problemer overhovedet kan flytte sig i løbet af få timers drøftelser blandt 25 deltagere med store egoer. Selve mødeformen skaber et politisk spil og en mediedækning, der nærmest gør deltagere til boksestjerner i nationale farver, der bagefter kommer ud med større eller mindre knubs - eller større eller mindre snævert nationale gevinster. Det undergraver muligheden for at finde de saglige kompromiser, der i årenes løb har drevet fællesskabet fremad. Stats- og regeringschefernes opgave er at fastholde en overordnet vilje til at indgå kreative kompromiser - både i hjemlandet og blandt alle de politikere og embedsmænd, der holder EU's hjul i gang. Ledernes illusioner om, at de selv kan løse EU's problemer 'på topplan', gør derimod stadig mere skade.