I TYSKLAND er fortiden atter på mode. Efter at have ligget i dvale i adskillige år har tyske forfattere og journalister i de sidste ti år i stigende grad og med stadig mindre berøringsangst taget fat på behandlingen af det nazistiske tusindårsrige, som Gott sei Dank kun holdt i tolv år. På det seneste har også tyske filminstruktører stillet skarpt på disse forfærdelige kapitler af den nyere tyske historie. Alene i år har tre tyske film fundet vej til de hjemlige biograflærreder: 'Der Untergang', om Hitlers sidste dage i Førerbunkeren i det krigshærgede Berlin, 'Sophie Scholl - Die Letzen Tage', om en antinazistisk modstandsgruppe i München og helt aktuelt 'Napola', om en ung drengs optagelse på en nazistisk eliteskole. Det er, hvilket også kritikerstanden synes at være enige om, stærke og vedkommende film, der ikke blot fascinerer i kraft af deres skildring af en ekstremt voldsom tid, men i nok så høj grad på grund af deres historiske påmindelser. PÅMINDELSER OM hvad, må man berettiget spørge. Ser man de pågældende film, eller ser den tilgængelige litteratur, hvoraf adskillige værker findes i nye danske udgivelser, forstår man, at nazismens fremmarch kunne have været stoppet. Den ideologiske ondskab fik lov at triumfere i en i egen selvforståelse civiliseret kulturnation. Selvpåført blindhed, passivitet og medløberi blandt politikere medvirkede til at nære nazismens slange ved demokratiets bryst, hvilket i sidste ende førte til et dødeligt bid. Vi står i dag med et institutionelt stærkere demokrati end den tyske Weimarrepublik, endsige noget andetsteds i mellemkrigstidens Europa, og vores fjende er heller ikke så formidabel som nazismen (eller kommunismen). Fjenden i dag er i ydre forstand den militante islamisme med dens terrorisme, men i indre forstand er den vores mangelfulde vilje til at klargøre begreberne 'muslim', 'fanatiker', 'kristen', 'nationalist', 'religiøs' og 'fundamentalist'. Grove generaliseringer og svimlende påstande - og det uanset afsenderen - er slangen ved vores bryst. Ligegyldighed og undervurdering af disse fænomeners farlighed er invitation til et giftigt hug. Det er set før. Tiden er moden til, at moderate kræfter på tværs af religion og etnicitet beslutsomt går sammen om at drive slangen ud af paradis. Historien viser, hvor galt det ellers kan gå.