ARRESTATIONERNE af unge mennesker i Storkøbenhavn, mistænkt for terrorplaner, ligner en gave. For det første naturligvis, fordi det - hvis truslen var reel -- er lykkedes at fange de pågældende, før de bragte deres planer til udførelse. Men også fordi vi dermed får en sidste chance for at tilrettelægge vores bekæmpelse af terroren og dens rødder, inden det må ske midt i den sorg og den vrede, som en fuldbragt terrorgerning ville udløse. Vi ved ikke, om de unge mennesker er skyldige, og vi ved heller ikke, om de i givet fald agtede at udføre deres forbrydelser i Danmark. Men under alle omstændigheder bør chancen for at prøve at forstå, hvad vi står over for, gribes, så alt, hvad der kan tjene til at forhindre, at terroren nogensinde bliver til virkelighed her i landet, kan blive gjort. I første omgang er det naturligvis myndighedernes opgave. Og her er der grund til at glæde sig over, at politiet og ikke mindst PET hidtil har hørt til de mere professionelle, besindige og tænksomme bidragydere til den til tider både højrøstede og forvirrede offentlige debat om terrortruslen. Det er tydeligt, at efterretningstjenesten arbejder målrettet på at udstyre sig selv med de kompetencer, der er nødvendige for at løse den krævende opgave. Det er indlysende, at terrortruslen har en international dimension. Både når det gælder konkrete netværk, og når det gælder dens årsager og inspirationskilder. Men lige så vigtigt er det at se i øjnene, at den også har lokale rødder. Allerede efter 11. september var det bemærkelsesværdigt, hvor stor en andel af terroristerne der var formet af deres ophold i Europa, hvis de ikke ligefrem var født og opvokset her. De arresterede herhjemme er - ligesom gerningsmændene til sommerens terror i London - tilsyneladende relativt velintegrerede og velfungerende unge. Det er ikke ugræs, der er føget over hegnet, men planter, der er vokset i vort eget samfund. DERFOR ER udfordringen - ud over at være politimæssig - mere ideologisk, politisk og psykologisk, end den er social, økonomisk og kulturel. De unge mennesker i Storbritannien og måske nu her hos os er ikke født terrorister. De er heller ikke opdraget til det hjemmefra. De er blevet det, og det i løbet af en kort årrække. Selv om deres ideologi er islamistisk, betyder det ikke, at deres politiske terrorisme er vokset ud af deres religion. Det er snarere sådan, at deres ofte helt nye religiøsitet er en følge af deres ekstreme, politiske vækkelse. Terrorismen blandt unge europæiske muslimer minder på mange måder om den venstreorienterede terror i 1970'erne, mest kendt fra Tyskland og Italien, som herhjemme kom til udtryk i Blekingegadebanden. Ligesom det var tilfældet med venstreorienteringen dengang, findes den politiske islamisme i mange forskellige varianter, der ofte har radikalismen til fælles, men hvor kun enkelte grupper eller sekter forfalder til terror. Ligesom dengang kan der både være tale om lokale fænomener og om netværk med internationale forgreninger - og bagmænd. Men der er naturligvis også store forskelle. At idegrundlaget nu er et misbrug af en verdensreligion (islam), snarere end af en politisk strømning (socialisme), er en af de mest oplagte forskelle. Det gør på en og samme tid mobiliseringsmulighederne større - globalt - og langt mindre - lokalt. For at bekæmpe terroren må vi forstå den. Hvor der i 70'erne var tale om idealisme, der slog over i fanatisme, drejer det sig nu også om en søgen efter identitet, der stimuleres af en følelse af ydmygelse på både egne og på gruppens vegne. Ved siden af dem, der konkret forbereder terror, har de, der prædiker had og dyrker et ekstremt, sort-hvidt verdensbillede, et stort ansvar. Det gælder direkte for islamistiske voldspropagandister i de pågældende miljøer. Men det gælder også indirekte for alle dem, der forhåner det muslimske mindretal, optræder racistisk og dermed svækker de normer om fordragelighed og ligeværdighed, der binder et samfund sammen. DE VIGTIGSTE allierede i kampen for at forebygge terror er de mere eller mindre muslimske miljøer, der udgør fanatikernes nære omgivelser. Det er her, den terroristiske mentalitet kan bekæmpes i sin vorden. Det er også her, politiet og PET har brug for venner og samarbejdspartnere. I et bredere perspektiv er det derfor afgørende, at det store flertal af muslimer herhjemme kan genkende sig selv som en del af samfundet. Hvis de tværtimod forhånes eller dæmoniseres, som vi for nylig oplevede et medlem af Folketinget ustraffet gøre det, vil det ikke bare kunne være med til at skubbe enkelte ud i uacceptabel ekstremisme. Det vil også vanskeliggøre det livsvigtige arbejde med at forebygge, opklare og på længere sigt svække og opløse terrortruslen i vor midte. Vi har alle et medansvar for, at terrorens grobund herhjemme er så lille som overhovedet muligt. Det er et ansvar, som ikke alle politikere og meningsdannere har levet op til i de senere års såkaldte udlændingedebat. Vores samfund er under angreb og må forsvare sig. En del af dette forsvar må nødvendigvis være, at vi lever op til de idealer om frihed, ligeværdighed og tolerance, der gør det værd at forsvare.