DEN DEMOKRATISKE bølge, der i 1970'erne ramte Sydeuropa, i 1980'erne Latinamerika, og som i 1989-91 satte østblokken fri, er så småt begyndt at påvirke de mange autoritære regimer i Mellemøsten. Vi har endnu en fuldbragt demokratisk revolution til gode, men Libanon er måske på vej tilbage mod noget, der ligner, og i lande som Egypten, Marokko og Jordan er spørgsmålet da i det mindste på dagsordenen. Men der er lang vej igen, og så meget desto vigtigere er det, at målsætningen om demokrati fastholdes som bærende i al europæisk og amerikansk udenrigspolitik i området. Det har den mildest talt ikke været tidligere. Men tilfældet Irak illustrerer, hvor svært det er at skabe demokrati med våbenmagt. Ikke blot er selve udfaldet af landets skæbnedrama usikkert. Ramt som det er af et voldsorgie, der mere og mere ligner en borgerkrig, fungerer det mildest talt ikke som et lysende og tiltrækkende eksempel for nabostaterne - tværtimod. Hvis Irak er en dominobrik, hvem ønsker så at blive den næste? DAGENS NYHED om, at grundloven er vedtaget, i og med at den kun blev nedstemt med overvældende flertal i to ud af de tre afgørende sunniprovinser, og at seks ud af ti irakere stemte, ligner en god nyhed. Men dels viser stemmemønsteret - massivt præget af sunni-, shia- og kurderloyalitet, som det er - hvor splittet landet er, dels kan man frygte, at selve grundlovens indhold er en trussel mod landets enhed. Nogen garanti for, at man undgår den fuldt udfoldede borgerkrig, som flere grupper arbejder målrettet på at udløse, rummer den i hvert fald ikke. En meningsmåling for det britiske forsvarsministerium tegner et skræmmende billede af befolkningens holdning til de udenlandske styrker - amerikanske, britiske og danske - som de irakiske myndigheder stadig er helt afhængige af. Et overvældende flertal er imod dem, har ikke tillid til dem og ser dem snarere som en årsag til voldsspiralen end som beskyttere. Endnu mere ubehageligt er det, at op mod halvdelen af de adspurgte øjensynlig sympatiserer med den oprørs- og terrorvold, der ellers forekommer forskelsløst uhyrlig og for det meste rammer almindelige irakere. Det er mere end svært at se vejen fremad. Af hensyn til de både før og efter krigen så hårdt prøvede irakere kan man kun bede til, at den alligevel er der.