STRIDEN OM en gruppe tegneres satiriske afbildninger af den muslimske verdens hellige profet Muhammed i avisen Jyllands-Posten er forstemmende - af flere grunde. For det første begyndte det hele som en af den slags provokationer, som aldrig synes at have været ment som andet end en provokation, og som højst afslørede nogle lidt primitive opfattelser. For det andet fik tegningerne dele af det muslimske samfund til at arrangere en demonstration i København i fredags, hvor de krævede stop for den slags tegninger. Og på den måde faldt de altså for provokationen og fremsatte et krav, som intet demokrati naturligvis kan bøje sig for. For uanset hvad man synes om tegningerne i Jyllands-Posten, så har avisen ret til at trykke dem. Ligesom muslimer og andre har ret til ikke at bryde sig om dem. Det følger alt sammen af den grundlovssikrede ytringsfrihed, og det er en ret, vi i demokratiets navn må stå fast på. Som sådan er det også en ret, man bør skrive sig bag øret i de muslimske kredse, der stod bag fredagens demonstration: Ingen religion er fritaget fra hverken kritik eller satire, lige så lidt som nogen kan fratage religiøse eller andre retten til på demokratisk vis at imødegå sådan en kritik. VAR DE muslimske protester udtryk for et kultursammenstød, sådan som en af tegnerne i Jyllands-Posten hævdede det her i avisen i går? Overhovedet ikke. Uanset det problematiske i demonstrationens synspunkt var den jo både fredelig og inden for demokratiets rammer. Det var ikke herfra, der udgik trusler mod tegnerne - de kom tilsyneladende fra et enkelt vildskud. Og det er jo altså heller ikke noget særligt muslimsk fænomen at fare i flint over religiøs satire. Tænk bare på opstandelsen over multikunstneren Jens Jørgen Thorsens Jesus-figur på Birkerød Station i begyndelsen af 1970'erne. Tænk på kristne gruppers protester mod Harry Potter-figuren, protesterne fra Jehovas Vidner mod Monty Python-filmen Life of Brian i 1980'erne og britiske sikhers protester sidste år mod et teaterstykke, som de fandt stødende. Protesterne er måske nok udtryk for visse gruppers manglende forståelse for retten til at udsætte også religion for kritik, men noget særligt muslimsk er det så langtfra.