TYSKLANDS kommende koalitionsregering bliver en af de mest besynderlige og ujævne, man har set i Forbundsrepublikkens 56-årige historie. Den ny regering rummer ikke nær så mange grelle modsætninger som landets første, der regerede fra 1966-69. Her skulle frihedskæmperen og antinazisten Willy Brandt som udenrigsminister være vicekansler under Kurt Georg Kiesinger, der allerede meldte sig ind i nazipartiet ved Hitlers magtovertagelse i 1933. Angela Merkels ny regering har derimod det problem, at den består af politikere, der politisk og ideologisk sidder lårene af hinanden. Det kan blive svært for dem at markere de forskelle, der må og skal være valggrundlaget, næste gang vælgerne skal til stemmeurnerne. Opgaverne er store nok. Koalitionsregeringen skal først og fremmest bekæmpe en historisk høj arbejdsløshed og samtidig forbedre landets konkurrenceevne. Den skal overføre sociale udgifter, der i dag tynger virksomhedernes lønbudget, til statsligt eller privat regi. Den skal spare astronomiske beløb på statsbudgettet, der er kommet helt ud af kontrol. Og den skal på en eller anden mirakuløs vis overvinde sit eget svageste punkt: en manglende forståelse for miljømæssig ansvarlighed og for det moderne samfunds krav om et skole- og uddannelsessystem, der samler mange flere unge op i stedet for som nu at skille dem ud og underkvalificere dem. Reformarbejdet skal altså fortsættes. I PRINCIPPET skulle parterne kunne enes om det. Allerede under den afgående kansler Gerhard Schröder trak SPD kraftigt mod højre i et opgør med en overbebyrdet socialstat. Denne tendens er den eneste, der er repræsenteret blandt de otte socialdemokratiske ministre i den ny regering. Samtidig ser det ud til, at de kristelige unionspartier CDU og CSU, den ny regerings anden halvdel, er i fuld gang med at bevæge sig mod venstre. Den liberale og reformivrige Angela Merkel vil dermed stå over for en så godt som samlet opposition, hver gang hun holder ministermøde. Det skal nok blive sjovt. Når man ikke desto mindre må se på Merkel-regeringen med behersket optimisme, skyldes det, at ingen af parterne i den ny regering har råd til at tabe. Til venstre og højre for SPD og CDU/CSU står mere radikale partier parat til at samle skuffede vælgere op. Dertil kommer, at ministerlisten består af topkvalificerede, professionelle politiske ledere, der burde være for kloge til at lade interne rivaliseringer ødelægge deres arbejde.