DEN ANGREBSKRIG mod Irak, som Danmark deltog i i foråret 2003, var på kant med folkeretten. Men strider regeringens og flertallets beslutning om at gå i krig dermed også mod vores egen grundlov? Det er, hvad 24 danske borgere påstår. I den anledning har de udtaget stævning mod statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ved Østre Landsret. At domstolene kommer til at tage stilling til spørgsmålet, virker sandsynligt. For hvis almindelige danskere kunne få bedømt spørgsmålet om, hvorvidt Maastrichttraktatens vedtagelse - af både regering, Folketing og vælgerflertal - var i strid med grundloven, så må almindelige danskere også kunne få bedømt, om det er tilfældet med en krigsbeslutning. Men kan grundlovens givere i 1953 virkelig have forestillet sig, at Danmark i fremtiden kun måtte føre forsvarskrig eller deltage i FN-sanktionerede krigshandlinger? Hvis man holder fast i tidspunktet lige efter Anden Verdenskrig, lige efter en lang neutralitetsperiode, hvor Danmark havde set sig selv som passivt offer for al storpolitik, og lige efter FN's stiftelse - er det ikke nogen helt urimelig tanke. Dengang var der ingen, der forestillede sig en verden, hvor en dominerende supermagt, som vi var allieret med, kunne finde på at foretage humanitære interventioner (Kosova) eller føre demokratiskabende angrebskrig (Irak). AT DOMMERNE i givet fald skal tilsidesætte politikernes eget skøn, er ikke nogen afgørende indvending. Sådan er det nu engang ved en grundlovsprøvelse. Tvindsagen viste, at Højesteret tager selv så generelt formuleret et princip som magtdelingslæren i paragraf 3 ganske alvorligt. Da beslutningen fra foråret 2003 ikke kan omgøres, og da grundlaget for den danske tilstedeværelse i Irak siden har ændret sig, har sagen i dag mest politisk interesse. Den kan være med til at fastholde opmærksomheden på, hvor usædvanlig, kontroversiel og problematisk en beslutning det var, statsministeren dengang insisterede på. Og fordi den ikke er udsigtsløs, kan retssagen blive spændende. En ting er dog klar: Skulle sagsøgerne gå hen at vinde, må grundloven ændres. Ellers ville Kosovakrigen, der i 1999 samlede hele Folketinget og reddede op mod en million mennesker fra en sørgelig skæbne, jo også være ulovlig. Skulle det vise sig, at Folketinget slet ikke har kompetence til at gå i krig på egen hånd, må man gå ud fra, at statsministeren endelig vil kunne få øje på behovet for en grundlovsrevision.