DET SIDSTE drama, før EU indleder det mindst tiårige forhandlingsforløb, der skal føre Tyrkiet ind i unionen, var mere usagligt end flere af de dramaer, der er gået forud, og forhåbentlig ikke noget varsel om, hvordan EU-landene vil håndtere de mange udfordringer, der ligger forude. Den østrigske regering, der havde vigtige lokalvalg i går, strittede imod til det sidste, men var villig til at lade sig købe, hvis det øvrige EU ville give indrømmelser til et andet kandidatland, Kroatien, som lige nu er belastet af ikke at samarbejde nok med krigsforbryderdomstolen i Haag. Man kan rolig sige, at Kroatiens tøvende opgør med 1990'ernes krigsforbrydelser er Tyrkiet uvedkommende. Men usagligt som det var, afspejler det østrigske benspænd samtidig det underliggende problem, der har gjort forløbet op til dagens milepæl til en uskøn affære. I en række EU-lande er der lige nu flere modstandere end tilhængere af et tyrkisk medlemskab blandt vælgerne. Det gælder i Østrig, Frankrig og Tyskland, og det gælder herhjemme, hvilket Anders Fogh Rasmussen (V) som bekendt har taget bestik af. Alt i alt er der flest skeptikere i EU, men billedet er dog mere nuanceret, end det ofte fremstilles. I vigtige lande som Storbritannien, Spanien og Portugal er der pæne folkelige flertal for Tyrkiet, og det samme gælder for Polen, der her tegner de fleste af de nye medlemslande. DER ER al grund til at tro, at forhandlingerne med Tyrkiet vil blive stærkt præget af den politiske realitet. Den overbærenhed, som er blevet lande som Rumænien og Bulgarien til del, og som gør, at de efter manges mening er på vej ind i unionen uden helt at leve op til de krav, medlemskab egentlig stiller, kommer tyrkerne ikke til at opleve. Til sin tid vil Tyrkiet blive EU's største medlemsland, og det er kun rimeligt, at den beslutning tager lang tid, og at præmisserne til stadighed afprøves politisk. Der kan rejses tvivl om både Tyrkiets evne til at gennemføre hele den udvikling, der skal til, og til EU's evne til at nøjes med at stille saglige krav til dette særlige ansøgerland. Hvad der derimod ikke burde være så megen tvivl om, er, hvor lykkeligt det ville være for begge parter, hvis processen lykkes. Et Tyrkiet i EU vil være et rigere, mere demokratisk, endnu mere humant og mere stabilt Tyrkiet. Og et EU med Tyrkiet indenbords vil ikke bare være et større, menneskeligt rigere og mere mangfoldigt EU. Det vil også være et mere sikkert Europa, der vil have taget et afgørende skridt i retning af at løse den udfordring, som naboskabet med Mellemøsten repræsenterer.