VK-REGERINGEN brugte sine første 100 hvedebrødsdage på at gennemføre nogle få, konkrete og kontroversielle valgløfter. Siden hen har statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) koncentreret kræfterne om blot at køre andelsforeningen 'Danmark' videre. Enhver opsigtsvækkende udmelding fra en af ministrene er prompte trukket tilbage, og enhver sprængfarlig debat er straks stoppet i en stor kommissionskrukke med sukker og en god omgang konserveringsmiddel. Anders Fogh bruger således mest krudt på at forsikre vælgerne om, hvad der ikke skal ske fremover. Ingen vælgere skal efterlades i tvivl om, at regeringen er socialkonservativ, så det gør noget. Hvis samfundet skal forandres, er det kun for at bevare: »Forandring vil gå hånd i hånd med tryghed«, som Anders Fogh Rasmussen selv formulerer sin nye politiske filosofi. GÅRSDAGENS åbningstale i Folketinget var ingen undtagelse. Også her var ordene mere konkrete, når det gjaldt den tilbageskuende lovprisning af VK-regeringens hidtidige bedrifter, end når statsministeren forsøgsvis skulle skitsere regeringens politiske sigtepunkter for fremtiden. Således taler en konfliktsky statsmand: »Regeringen vil nu forberede reformer. Vi starter med at kortlægge og analysere, hvilke krav det moderne familieliv og det moderne arbejdsliv stiller til et mere fleksibelt samfund i fremtiden. Vi vil derfor nedsætte en bredt sammensat kommission«. Så kan man være helt sikker på, at også dén debat er lagt død. Foghs udmeldinger om behovet for velfærdsreformer var samtidig så vage og svage - i forhold til hvad stort set alle andre toneangivende politikere i Danmark for længst har meldt ud - at de kun kan afkodes som et udtryk for, at Anders Fogh Rasmussen ikke længere tør gå forrest i samfundsdebatten og overbevise vælgerne; i stedet for at føje dem. Skønt statsministeren gerne selv vil fremstille åbningstalen som et oplæg til reformer, må det konstateres, at VK-regeringen efter en lang periode med klovneagtige ministerskandaler fremstår uden strategisk lederskab. STATSMINISTEREN gjorde ligefrem en dyd ud af sin manglende vilje til at slå en retning for samfundsudviklingen; sit manglende mod til at fortælle, hvordan han selv ønsker, at samfundet skal udvikle sig: »Tidligere kom store ændringer som en tyv om natten. Uden at vælgerne vidste noget om det i forvejen. Det er en gammeldags måde at føre politik på. Regeringen gør det modsatte«. Men ærlig talt: Der er ikke meget moderne lederskab over at udlicitere strategiformuleringen til bureaukrater og organisationsfolk. Som vælger i det danske samfund bør man have en berettiget forventning om, at landets politikere - og ikke mindst statsministeren - har en holdning til, hvordan samfundet bør udvikle sig. Så kan fageksperterne hentes ind, når visionerne senere skal føres ud i livet. Under Anders Fogh Rasmussen fungerer det imidlertid lige omvendt: VK-regeringen har gjort det til kutyme først at nedsætte nogle ekspertkommissioner, der dernæst bliver sat til at formulere en række forskellige modeller, som politikerne efterfølgende kan vælge imellem. Men det er hverken moderne eller gammeldags politik. Dét er slet og ret udtryk for manglende lederskab; mangel på politisk strategi. MØNSTERET går igen på udlandsfronten. I de seneste uger har statsminister Anders Fogh Rasmussen i spørgsmålet om Tyrkiets fremtidige EU-medlemskab lurepasset på en så ussel måde, at det ikke er en europæisk statsleder værdigt. Foreløbig har den danske statsminister ikke engang været villig til at sige klart og tydeligt, om han i det mindste håber, at Tyrkiet bliver klar til optagelse i EU. Foreløbig nøjes han med at sige: »Vi må drøfte, hvor langt udvidelsen kan fortsætte, hvis vi stadig ønsker et velfungerende EU, som hænger sammen. Det gælder også Tyrkiet«. På lignende vis er det uklart, hvad perspektivet i Danmarks militære deltagelse i den fortsatte besættelse af Irak egentlig er. Ud over en vidtløftig og ærværdig ambition om at udskifte alverdens lukkede diktaturer med åbne demokratier er det desværre svært at afkode, hvad regeringens strategi er i dagens Irak. SAMLET SET må det konstateres, at regeringen i den forestående folketingssamling tegner til endnu en gang at gå efter den laveste fællesnævner - med behørige hensyn til socialdemokratiske mærkesager. I en besynderlig kronik i Berlingske Tidende forklarede regeringens hofpoet Claes Kastholm Hansen i går denne taktiske position. Her hed det bl.a., at det i »nok så høj grad var Socialdemokraterne, der rykkede til højre, og at vores indsats har bestået i at fortsætte og udvikle den liberale kurs, der blev udstukket dengang«. Regeringens omfavnelse af socialstaten fremstilles altså nu - på forunderlig vis - som en videreførelse af Nyrups 'nyliberalisme'; og bevarelsen af status quo er med et trylleslag blevet til et dynamisk projekt. Debatten om bl.a. velfærdsreformer og Tyrkiets EU-medlemskab fordrer imidlertid en helt anden form for lederskab og statsmandskunst. Hvis den politiske debat skal have kraft, må vælgerne have klare holdninger at forholde sig til. Men desværre svigter regeringen sin demokratiske lederrolle, og Fogh står dermed i stigende grad tilbage som blot en bondesnu statsforvalter.