HVOR NAIV KAN man være? Spørgsmålet melder sig mere end naturligt, når nu en flok medlemmer af kulturminister Brian Mikkelsens såkaldte kanonudvalg truer med at gå eller er gået eller måske går, eller hvad de nu gør. I hvert fald hævder de på stribe, at de er noget så skuffede og forbløffede over, at kulturministeren bruger kanonprojektet som en del af sin konservative politik, og værre endnu: at han får projektet til at se nationalistisk ud. Ærlig talt. Der nedsættes en række udvalg på alle kunstens områder, og disse udvalg får hver især til opgave at udvælge 12 værker, som repræsenterer det ypperste i hver kunstart. Shakespeare, Dante, Cervantes, kunne man tænke; Tizian, Cézanne, Picasso, ikke sandt? Eller Mozart, Beethoven, Bach. Selskabslegen skulle ikke være så svær at gå til. Men nej. For der er den særlige regel, at værkerne kun må være danske! Så vi glemmer straks igen alt om Shakespeare, Tizian, Mozart og de andre og vender blikket mod vore hjemlige kunstnere. Frem med Andersen, Jensen, guldalderen, guldalderen og guldalderen. Og PH-lampen. Mildt sagt et nationalt, for ikke at sige nationalistisk projekt - og som dannelsesprojekt et meget mystisk et, for 99 procent af de kulturelle og kunstneriske rigdomme, der udgør en danskers dannelse, er på forhånd skrællet væk. Og hvorfor er de det? Selvfølgelig fordi alt dette med lister over umistelige værdier er en del af regeringens og kulturministerens kulturkamp. Og denne kamp gælder det, regeringen opfatter som danske værdier. Skønt det faktisk engang var en dansk værdi at være internationalt orienteret - det er det bare overhovedet ikke, hvis det står til den nuværende regering. IKKE DESTO mindre var det en smal sag for kulturministeren at sammensætte sine kanonudvalg. Pæne mennesker på stribe stillede gerne op til det, som et af de nu mest ministerkritiske udvalgsmedlemmer, professor Erik A. Nielsen, kalder en selskabsleg. Hvem vil ikke gerne være medlem af det pæne selskab? Blot viser det sig så nu, at det pæne selskab føler sig mindre pænt. Kulturministeren begyndte på det konservative landsråd at skyde på de danske muslimer med sine kanoner (tryk på første stavelse) og sin kulturkamp. Det vil en del udvalgsmedlemmer fornuftigvis ikke være med til, mens en del andre naturligvis hellere end gerne vil - og hele tiden har vidst, at dette projekt var et led i en national oprustning. De sidste har vel en ærlig sag. Men de første, der forestillede sig en nydelig selskabsleg, er et nummer for naive. Eller pæne.