DEN PARLAMENTARISKE situation i Tyskland giver anledning til dyb panderynken både i og uden for landet. Seriøse kommentatorer taler om et kriseramt land, der alvorligt bør overveje at ændre valgsystemet, så man undgår så grumset et udfald i fremtiden. Men hvis et dansk valg havde fået samme udfald som det tyske, havde vi ikke været i tvivl om, hvad der skulle ske. Partierne til venstre for midten har fået flertal, Socialdemokraterne er langt det største parti, men der kan ikke dannes en flertalsregering, fordi Socialdemokraterne ikke vil støtte sig til den yderste venstrefløj. Resultatet ville være blevet en socialdemokratisk mindretalsregering, der regerer på grundlag af aftaler med et eller flere borgerlige partier. Det var faktisk det dominerende mønster i dansk indenrigspolitik i hele det 20. århundrede. Sådan er det ikke i Tyskland, fordi man lægger meget vægt på at få en flertalsregering - ja, grundloven foreskriver faktisk, at man i hvert fald i første omgang skal gå den vej. Samtidig er modviljen mod at bruge de venstreorienterede mandater stærk, fordi de i Tyskland ikke bare ses som økonomisk uansvarlige, men også som det totalitære DDR's ideologiske arvtagere. Men der er flere andre muligheder for at danne respektable koalitioner. For eksempel ved at De Grønne gik til højre, eller ved at de liberale gik til venstre. Og når de ikke vil det, så tegner den store koalition sig forude, der kun forsinkes af de personlige prestigetab, den indebærer. NÅR FRUSTRATIONEN over en situation med så mange løsningsmuligheder er så stor, så skyldes det naturligvis i første række skuffelse hos dem, der havde håbet, at en borgerlig regering ville sparke nyt liv i de reformer, som Gerhard Schröder indledte. I stedet valgte vælgerne salomonisk at styrke den reformfjendtlige venstrefløj lige så meget som de reformivrige liberale i FDP. Det betyder, at reformtempoet i Tyskland ikke bliver højere, end hvad SPD kan leve med. Det er vel ikke nogen demokratisk katastrofe. Det korte og det lange er vel, at de tyske politikere lige skal have nogle dage eller uger til at vænne sig til en ny situation. Sammenligningen med Weimar-tiden (1919-33), hvor de demokratiske partier (forstået som dem, der hverken var kommunister, nazister eller kejsertro) fra begyndelsen manglede et flertal, er overhovedet ikke relevant. Ikke desto mindre er det kun denne skygge fra Weimar, der kan forklare, hvorfor tyskerne er så bekymrede over det helt udramatiske politiske valg, de har truffet, og som de nu må leve med.