UDVALGTE grupper af studerende på de højere læreanstalter skal nu igen have mulighed for at bo her i landet, hvis de gerne vil gifte sig med en udlænding (de vil fortsat skulle dokumentere, at de har både penge og boligkvadratmeter nok til, at deres ægtefæller ikke kommer til at koste det danske samfund noget). Retten til kærlighed og familieliv for de 18-24-årige her i landet er altså igen en realitet - for nogle. For lægestuderende, men ikke for dyrlægestuderende. For it-studerende, men ikke for økonomistuderende. For sygeplejeelever, men ikke for dem, der læser til lærer. Regeringens lempelse af 24-års reglen bør gøre det klart for selv den hidtil totalt tonedøve og kompakte majoritet på Christiansborg, at vi på dette område lever i et juridisk og moralsk galehus. 24-års reglen forsvares med, at den har til formål at bekæmpe tvangsægteskaber. Tvangsægteskaber er en tragisk realitet i dele af det dansk-pakistanske miljø, og der findes også eksempler på det blandt tyrkiske indvandrere. Men sandheden er, at over 90 procent af dem, der rammes af reglen, med sikkerhed aldrig har været i nærheden af at opleve tvang i forbindelse med deres ægteskab. Bortset altså fra det tvangsmæssige overgreb, som den danske stat udsætter to forelskede mennesker for, når den forbyder dem at bo sammen her i landet. SANDHEDEN er også, at den i øvrigt berettigede bekæmpelse af tvangsægteskaber er og bliver et påskud. Da forslaget oprindelig blev lagt frem, lagde regeringen ikke skjul på, at 24-års regel og tilknytningskrav havde til formål slet og ret at begrænse indvandringen. Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti har aldrig lagt skjul på, at det var, hvad det drejede sig om. Enhver stat er naturligvis i sin gode ret til at regulere indvandringen. Udlændinge har ikke nogen generel ret til at komme til Danmark. Men det er heller ikke det, 24-års reglen drejer sig om. Den går derimod ud på at fratage danske statsborgere og andre fastboende her i landet deres ret til et familieliv - selv om de selv påtager sig ansvaret for de økonomiske konsekvenser af deres ægteskab. Sammen med tilknytningskravet, der rammer endnu flere, er den det groveste angreb på vores menneskerettigheder fra vores egen stats side, vi danskere har oplevet i nyere tid. Det korte af det lange er, at regeringen og flertallet på dette område har valgt at behandle os alle sammen, som om vi var retsløse udlændinge. At regeringen nu begynder at dispensere fra overgrebet efter åbenlyst vilkårlige kriterier, er forhåbentlig begyndelsen til enden for denne demokratiske skandale.