DANMARK ER et af de mest lige samfund i verden, og det gælder både økonomisk, socialt og politisk. Det betyder ikke, at der ikke er masser af ulighed tilbage, ej heller, at den enkelte ikke qua talent, flid eller held kan tjene rigtig mange penge - og mere end de fleste. Men det betyder, at uligheden er mindre ekstrem end i store dele af verden. Denne model gør det muligt for det store flertal af danskere at leve et materielt set godt liv, og vi har samtidig endnu til gode at høre om et topjob i nogen branche, der er forblevet ubesat, fordi lønnen var for lav. Har denne relative lighed en pris? Det er der faktisk ikke noget som helst, der tyder på. År efter år ligger Danmark i toppen af de internationale målinger, hvad konkurrencedygtighed angår. Det skyldes, at ligheden i det danske samfund ikke står i modsætning til den frihed, åbenhed og forandringsvilje, der er forudsætningen for økonomisk udvikling. Tværtimod. Den relative lighed i Danmark er grunden til, at der er et godt samarbejdsklima på de fleste arbejdspladser, og at der er forståelse for, at globaliseringen og alle mulige andre udfordringer hele tiden kræver af os, at vi skal være villige til at arbejde og tænke på nye måder. DER ER også en mere grundlæggende sammenhæng mellem lighed og frihed. Hvis den frihed, der giver det enkelte menneskes liv mening og samfundet fremdrift, skal have et reelt indhold, så kræver det, at vi alle sammen har mulighed - herunder ikke mindst materiel mulighed - for at bruge friheden i vores liv. Man kan så spørge, om det ikke er lige meget, at et lille mindretal bliver meget, meget rige, hvis blot de dårligst stillede stadig har det nogenlunde? Nu er der plads til både millionærer og milliardærer i vores samfund. Men så enkelt er det faktisk heller ikke. Et ordentligt samfund hviler på ligeværdighed, og der er meget, der tyder på, at der er grænser for, hvor dramatiske forskelle der er sunde for samfundets sammenhængskraft. Studier af ulighed i USA og Storbritannien har i hvert fald vist, at følelsen af at leve et radikalt ringere liv end andre - selv uden materiel nød - er stærkt skadelig for selvrespekt og livskvalitet. Alle fordelingspolitikkens hjørner skal naturligvis være til diskussion. Er der lønmodtagere, der tjener for lidt i forhold til de sociale ydelser, de kan få? Er der sociale ydelser, der er så høje - eller lave - at de handlingslammer deres modtagere? Skal de formuegevinster, flertallet af boligejere høster i disse år, begrænses, forstørres, fjernes eller ignoreres af skattepolitikken? Og så skal der naturligvis også være plads til, at nogle hylder uligheden for dens egen skyld, fordi de mener, at de dygtigste og heldigste skal belønnes endnu mere, end de allerede bliver. Det er et synspunkt, men det er altså et rent ideologisk synspunkt, som der ikke er noget sagligt belæg for i danske erfaringer. DET ER derfor glædeligt, at statsministeren så klart har undsagt socialministeren. Hendes mål om større ulighed for at skabe »dynamik« er ikke bare forkert, det er også farligt. Noget tyder på, at Anders Fogh Rasmussen nu har forstået, at vores relative lighed er langt mere værd og har langt mere effekt på vores reformevne, end større gulerødder til vinderne ville have. Desværre viser debatten også, at der er rigtig mange i regeringspartierne og i deres ideologiske bagland, der ikke har forstået det. De konkrete problemer i det danske samfund skyldes faktisk faldende lighed - ikke det modsatte. Og her tænker vi ikke så meget på pengene, men på et uddannelsessystem, der er holdt op med at bryde den sociale arv, og på en restgruppe, der stadigvæk er alt for stor. Hvis skoler og læreanstalter producerede flere vindere og færre tabere, ville både ligheden og velfærden i det danske samfund blive større. Det er en opgave, som både borgerlige og andre tænketanke passende kunne samle kræfterne om i stedet for at klynke over et lighedsmageri, der ikke findes.