Efter markante nederlag ved en række delstatsvalg, og især efter tabet af arbejderhøjborgen Nordrhein-Westfalen 22. maj, traf forbundskansler Gerhard Schröder den eneste rigtige beslutning i et demokrati: Han bad vælgerne tage stilling til, om de fortsat har tillid til ham. Det får han svar på i dag. Det bliver ikke det svar, han ønskede sig. Han var utilfreds med venstrefløjen i sit parti, og han ville stille den over for følgerne af dens lunkne og halvhjertede støtte til hans reformpolitik: Så kan I få Angela Merkel i stedet! Det kan være, det bliver resultatet i dag. Men det, som Schröder og hans Socialdemokrati med sikkerhed får i stedet, er en forstærket socialt funderet venstrefløj, ikke bare i SPD selv, men især i Venstrepartiet/PDS, der bliver den store sejrherre ved valget til Forbundsdagen. Det ny parti samler en ulmende utilfredshed mod alt for dramatiske samfundsreformer op såvel i øst som i vest og kan blive tungen på vægtskålen, når Tyskland skal vælge ny kansler. Og selv hvis venstresiden i den nyvalgte Forbundsdag ikke skulle få et samlet flertal, må SPD fra nu af regne med at blive bidt i haserne af et aggressivt postkommunistisk parti, som der givetvis har været basis for i Tyskland lige siden genforeningen i 1990. Selv om Schröderefter alt at dømme har en langt stærkere opbakning i befolkningen, end han troede, da han kaldte til valg 22. maj, ligner han en taber. Hans kritikere til højre og venstre i Forbundsdagen vil få en betydelig øget indflydelse. Det mest sandsynlige er derfor, at dagens valg samtidig er et farvel til en farverig og dygtig politiker, der har været ikke bare Tyskland, men også det europæiske fællesskab en god mand, hvad ikke mindst hans holdning til Irakkrigen viser. Men han efterlader sig også en tung arv. Hans finansminister, Hans Eichel, har et hul i statskassen på 25 milliarder euro, der skal dækkes på den ene eller den anden måde i løbet af de næste par år. Så uanset hvem der bliver Tysklands næste kansler, venter der landets borgere en hestekur, der vil gøde jorden yderligere for det nye Venstreparti/PDS. Ingen partier har vovet at rejse spørgsmålet i valgkampen. Schröders kriseer også de europæiske socialdemokratiers krise. Schröder har ikke ført valgkamp på, hvad han vil, kun på, hvad han vil bevare og værne om. Hvis Europas socialdemokratier skal sikre borgernes interesser også i fremtiden, forudsætter det en vilje til visioner, som den tyske valgkamp desværre ikke har demonstreret.