OPPOSITIONEN har - i lighed med det nye politiske flertal i Norge - klart meldt ud, at de danske soldater skal ud af Irak i første halvdel af næste år. Regeringen derimod fastholder, at de danske soldater skal blive i Irak på ubestemt tid, og statsministeren og udenrigsministeren har sagt, at enhver flirt med oppositionens standpunkt er en opmuntring til terroristerne. Samtidig fremgår det af amerikanske og britiske medier, at både USA og Storbritannien er langt fremme med overvejelser om både en hel og en delvis tilbagetrækning. Man kan roligt regne med, at det vil ske i kontingenter på mere end 600 mand ad gangen. Og i fredags kunne Weekendavisen så fortælle, at forsvaret selv har planer om at flytte indsatsen fra Irak til Afghanistan, en planlægning, som forsvarsminister Søren Gade finder helt naturlig. DET ER værd at minde om, på hvor mange måder vores militære tilstedeværelse i Irak adskiller sig fra indsatsen i Kosova og Afghanistan. Det gælder om de to sidste i modsætning til den første, at de hviler på sandhed og ikke løgn, på bred international opbakning i EU og NATO, på et åbent og troværdigt krigsgrundlag og på en succesrig politisk dialog med de største befolkningsgrupper i områderne. Samtidig er der tale om opgaver - at skabe fred, genopbygge, stabilisere - som dansk forsvar har solide erfaringer med. I Irak derimod drejer det sig om at bekæmpe en ekstrem, lokal terrorisme, som krigen selv har skabt, og om at stabilisere en politisk struktur, der vender bunden i vejret på magtforhold, der har langt dybere rødder end Saddam Hussein. At flytte de danske soldater fra Basra og Irak - hvor de i øvrigt godt kan undværes - er derfor sund fornuft, uanset om man ser principielt eller pragmatisk på spørgsmålet. Der vil være tale om at bringe både dansk forsvar og dansk udenrigspolitik tilbage på en bane, der vil kunne samle både Folketing og befolkning, og hvis eneste omkostning vil være at markere selvstændighed over for en stadig mere upopulær amerikansk præsident, der ikke kan genvælges. Hvor svært kan det være? Og hvornår ophører regeringens blanding af strudsepolitik og intimiderende besværgelser i Irak-spørgsmålet?