»MENS ASIEN spurter ind i videnssamfundet, står Vesten som i Rom lige før Romerrigets fald. Trætte og ugidelige. Vi har været mætte, rige og privilegerede så længe, at vi helt har mistet gejsten og lysten til at gå ind i det nye«. Med disse velvalgte ord beskrev videnskabsjournalisten Lone Frank forleden den dvaskhed og manglende nysgerrighed og lyst til spydspidsforskning, der præger Vesten, og som på længere sigt kan underminere velstanden i den vestlige verden. Men hvordan klarer Danmark sig i sammenligning med resten af de dvaske vestlige lande? Svaret er: Dårligt. Danskerne er sunket ned, som de helt igennem middelmådige, blandt de middelmådige. Nye tal viser, at Danmark ligger langt under OECD-gennemsnittet med hensyn til at uddanne forskere. Ud af 27 lande ligger Danmark på en 15. plads. I Danmark har 1,1 procent af befolkningen en forskeruddannelse - i Sverige er det 2,8 procent. Og det skyldes ikke manglende interesse blandt danske unge. På det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet afviser man således i dag syv ud af ti topkvalificerede ansøgere til et ph.d.-stipendium. Når Danmark sakker bagud på forskerfronten, er det således ikke, fordi vi mangler talent. Vi sakker bagud, fordi vi mangler politisk lederskab. MEN SÅ SER det da bedre ud med de danske offentlige forskningsbevillinger, ikke sandt? På ingen måde. Ifølge regeringens egne beregninger vil de offentlige forskningsbevillinger udgøre 0,76 procent af BNP til næste år. Det er betydeligt under, hvad de fleste af vores nabolande i dag bruger på offentlig forskning. O.k., men så er vi i det mindste på vej op, ikke? Tværtimod. Mens en række EU-lande øger deres forskningsbevillinger markant, så stagnerer de danske bevillinger i disse år - ikke mindst til den frie forskning. Universiteterne får dermed sværere og sværere ved at klare sig i den globale konkurrence om de dygtigste forskere og de dyreste forskningsprojekter I en epoke, hvor vi med rette fortæller hinanden, at »Danmarks eneste råstof er viden«, »at videnssamfundet er kommet«, og at »globaliseringen stiller krav om mere forskning«, gør regeringen i praksis det stik modsatte. Den sløser med forskningen. Hvad venter den på, regeringen? Globaliseringsrådet, såmænd. Til næste år kommer Globaliseringsrådet nemlig med en strategi for dansk forskning. Men det kan vi ikke vente på. Det tager tre år at uddanne en ph.d. og mange år at opbygge et forskningsmiljø. Vi må selvfølgelig i gang med oprustningen nu. Og vi kan passende starte med at uddanne langt flere ph.d.er.