DANSK FOLKEPARTI bliver aldrig kongemager på samme måde, som Det Radikale Venstre var engang. Årsagen er enkel: Dansk Folkeparti vil aldrig kunne vælte VK-regeringen til fordel for en socialdemokratisk regering, da det nødvendigvis ville kræve opbakning fra venstrefløjen - hvilket næppe sker. I modsætning til Det Radikale Venstre nyder Dansk Folkeparti nemlig ikke politisk tillid fra begge sider i Folketinget. Så medmindre Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne skulle formå tilsammen at mønstre et absolut flertal i Folketinget - hvilket ville kræve en tredjedel flere vælgere, end de to partier har i dag - er det ren og skær ønsketænkning, når pianisterne nu åbner op for et egentligt regeringssamarbejde mellem DF og S. Derudover er det jo trods alt også tvivlsomt, om Socialdemokraterne ville være parat til et sådant sidespring. I parlamentarisk forstand vil Dansk Folkeparti derfor forblive et yderfløjsparti, uanset hvor meget partiet forsøger at frisere sig selv og undertrykke sine anarkistiske rødder i Fremskridtspartiet. Når det er lykkedes Dansk Folkeparti at iscenesætte sig selv som et 'midterparti', skyldes det snarere, at begrebet kan fortolkes på to måder: Et midterparti kan enten være et moderat parti, der appellerer til middelklassen med mainstreamholdninger, eller et lille parti, der i kraft af sine afgørende mandater kan bestemme, hvilken side der skal danne regering. Dansk Folkeparti fremstår i stigende grad som et taktisk midterparti i den første forstand, men ikke i den anden. Og heldigvis for det. SKØNT PARTIET ikke bestemmer enerådigt, hvem der skal danne regering i Danmark, har partiet alligevel formået at dominere den politiske dagsorden i de seneste ti år. Årsagen hertil er ligeledes enkel: Som det eneste virkelig nye politiske parti siden Berlinmurens fald har DF formået at kanalisere frustrationerne fra en folkelig protestbevægelse ind i Folketinget. På samme måde som VS og SF i sin tid blev båret frem af energien i de udenomsparlamentariske studenter- og kvindebevægelser, har DF formået at ride på toppen af to helt nye, demografiske bølger: dels det stigende antal indvandrere, der op gennem 1990'erne kom til Danmark fra ikke mindst tredjeverdenslande, og dels det stigende antal ældre. Begge tendenser kan vise sig at få samme effekt på samfundsudviklingen, som masseoptaget af studerende og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet havde i 1970'erne. Hvor VS og SF støttede bevægelserne, har Dansk Folkepartis drivkraft omvendt været at bekæmpe forandringerne - med en spektakulær cocktail af islamofobi og velfærdskonservatisme. Sandsynligheden taler dog for, at DF langsomt vil tabe fremdrift, nøjagtig som det skete for VS og SF, i takt med at nye tidstypiske emner stjal dagsordenen. De næste ti år vil Dansk Folkeparti derfor næppe være lige så triumferende. Heldigvis.