INGEN BØR være i tvivl om, at antallet af skoleelever, der kræver specialundervisning, ekstra sprogtræning og supplerende lærerbistand, har nået et mætningspunkt i alt for mange folkeskoler i byområderne. Utallige skoler i de fattigste bydele er forvandlet til noget, der mest af alt minder om opdragelsesanstalter. Den danske befolkning bor nemlig i dag så opdelt, at problembørn klumpes sammen i ghettoer: De ressourcesvage elever lever ét sted, mens de ressourcestærke børn leger andre steder. Ingen bør derfor være i tvivl om, at der er brug for nye initiativer, som kan sprede landets tusindvis af belastede børn ud over flere skoler, så belastningen på de enkelte klasser mindskes. Til gengæld bør der rejses alvorlig tvivl om, hvorvidt Socialdemokraternes skoleudspil er den rette løsning. Uddannelsesordfører Christine Antorini (S) har desværre gentaget idéen om, at der kun bør være maksimalt 25 procent tosprogede elever i en klasse - også kendt som Albertslundmodellen. For nogle lyder modellen måske besnærende, men overvej lige, hvad problemet egentlig er i dag: At nogle indvandrerbørn taler to sprog? Eller at alt for mange børn - uanset etnisk baggrund - slet ikke taler og skriver noget sprog? Det sidste er selvsagt problemet - og forskellen er skelsættende. På kryds og tværs af børns etniske oprindelse kan det nemlig konstateres, at cirka 20 procent af eleverne i dag er 'funktionelle analfabeter', når de forlader skolen. Og da alle disse børn jo ikke er indvandrere, må man nøgternt konstatere, at de 'tosprogede' kun udgør en begrænset del af skoleproblemet. HVIS MAN endelig ville indføre en 25 procent-grænse, burde den rettelig handle om faglige kundskaber; ikke etniske. Man kunne således forestille sig, at alle børn blev fordelt efter faglig modenhed - med en ambition om, at der mindst skulle være 75 procent normalfungerende børn i alle klasser. Dermed ville man ikke blot undgå etnisk diskrimination, men også - og vigtigst: Man ville konfrontere sagens kerne - overrepræsentationen af problembørn i nogle få ghettoskoler. Spørgsmålet er dog, hvordan en sådan fordeling kan ske uden at gøre brug af totalitære tvangsforanstaltninger. Et oplagt bud er at tilpasse skoledistrikterne forholdsmæssigt efter sprogtestresultater. Man kunne således lade skoledistrikterne krydse på tværs af både kvarterer og kommunegrænser, så børn fra Gentofte begyndte i skole i bl.a. Nordvestkvarteret; så børn fra Frederiksberg gik i skole på Vesterbro, og børn fra Gellerup automatisk kunne gå i skole i Åby. Det 'frie' skolevalg er allerede med til at bløde disse grænser op. Ikke desto mindre ville en samlet nytegning af skoledistrikterne være det mest effektive indgreb. At opdele børn efter faglige kriterier kan således være nødvendigt; etnisk opdeling er bare usmageligt.