FLERE EU-lande har på det seneste forsøgt sig med alle mulige og umulige krumspring for at spænde ben for påbegyndelsen af de planlagte optagelsesforhandlinger med Tyrkiet 3. oktober. Med den tyske CDU-kanslerkandidat Angela Merkel i spidsen har en række borgerlige politikere forsøgt at score billige point på hjemmefronten. Men heldigvis lykkedes det ikke for denne borgerlig-populistiske alliance at mønstre tilstrækkelig opbakning på ugens EU-topmøde til forslaget om kun at tilbyde Tyrkiet et 'privilegeret partnerskab'. Frankrig forsøgte i stedet at presse på for, at Tyrkiet skulle anerkende det delte Cypern, før optagelsesforhandlingerne kunne begynde. Men heller ikke det lykkedes. Til gengæld blev EU-landenes ledere enige om en erklæring, der lægger op til, at den nye toldaftale mellem EU og Tyrkiet skal 'evalueres' allerede næste år. Og heri ligger reelt, at EU-landene vil gøre det til en betingelse for de videre optagelsesforhandlinger, at Tyrkiet formelt anerkender Cypern. PÅ LÆNGERE sigt er det naturligvis et rimeligt krav, at Tyrkiet skal anerkende Cypern, før landet kan optages i EU. Problemet er blot, at Cypern selv har modsat sig en løsning på selve grundproblemet: at middelhavsøen stadig er opdelt i en tyrkisk og en græsk del. Da græskcyprioterne ensidigt stemte nej til FN's genforeningsplan sidste forår, blokerede de for en afbalanceret, fremadrettet løsning. Og da græskcyprioternes afvisning af en genforening med Nordcypern er mindst lige så skadelig som Tyrkiets manglende anerkendelse af Cypern, ville det bestemt klæde de øvrige 24 lande i EU, hvis de også øgede det diplomatiske pres på Cypern. At få skabt enighed om en genforening af Cypern ville mildest talt være en rigtig god begyndelse på optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet. Desværre tegner det ikke til, at den danske regering ville presse på. På topmødet nøjedes udenrigsminister Per Stig Møller (K) med at sige: »Vi skal ikke bringe os i en situation, hvor ansvaret for disse forhandlinger er EU's«. Ifølge ham bør Cypern alene være et anliggende for FN. Men hvis det nogensinde skal give mening med en fælles EU-udenrigspolitik, må vi snart til at vise, at vi kan løse egne problemer effektivt - og derfor bør EU naturligvis blande sig i Cypernspørgsmålet. Og helst parallelt med Tyrkietforhandlingerne.