REGERINGEN behøver ikke ligge søvnløs om natten eller sove med støvlerne på: Oppositionen er ikke på vej til at drive Venstre og de konservative ud af regeringskontorerne. Tværtimod har gårsdagens finanslovsudspil fra Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre givet regeringen et glimrende udgangspunkt for blot at køre butikken videre - med nogle få symbolpolitiske ofringer til ære for Dansk Folkeparti. Virkeligheden er jo desværre også, at forligsmulighederne i Folketinget er sparsomme med den nuværende mandatsammensætning: Regeringen kan kun gå sammen med enten Dansk Folkeparti eller Socialdemokraterne. De radikales 17 mandater gør f.eks. hverken fra eller til. Og da VK-regeringens parlamentariske overlevelse ene og alene afhænger af fortsat opbakning fra Dansk Folkeparti, giver det reelt kun mening for regeringen at inddrage Socialdemokraterne på de få områder, hvor DF enten er ligeglad eller ønsker at forpligte Socialdemokraterne. Realpolitisk er manøvrerummet i Folketinget dermed meget lille. PÅ SUBSTANSEN er mønsteret dog anderledes: På den ene side er Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti forenet i ønsket om bedre velfærdsordninger, mens Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti på den anden side kæmper for lavere skatter. Midt imellem står Venstre opportunt og lover både-og: mere velfærd og lidt lavere skatter. På forunderlig vis formår Venstre derved at spænde over 90 procent af vælgernes holdninger, på det ene eller andet område. Situationen er ideel for Venstre, idet bl.a. udlændingepolitikken samtidig forhindrer, at disse to tværgående akser i overskuelig fremtid kan blive egentlige alliancer. Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti vil nemlig aldrig kunne finde sammen om én fælles velfærdsplatform (uden om Venstre), da dét nødvendigvis ville kræve venstrefløjens accept - hvilket er udelukket. I praktisk politik vil Dansk Folkeparti derfor aldrig få rollen som 'kongemager' inde på midten. De radikale og de konservative vil dog heller aldrig kunne alliere sig (uden om Venstre), da de dels appellerer til alt for få vælgere til sammen og dels er dybt uenige på de fleste vigtige værdipolitiske områder. Tilbage står Venstre i en ikke særlig risikabel balanceakt. Begge disse nypolitiske blokke - både 'De Danske Socialdemokrater' og 'De Radikale Konservative' - er nemlig afhængige af Venstre, i hvert fald så længe den gamle venstrefløj kun kan mønstre omkring en tredjedel af vælgerne. Lige nu er det derfor svært at se, hvem der for alvor kan udfordre Venstres dominans. Måske lige bortset fra Venstres egne 12 ministre.